Amerikanske Ciena skal nu levere komponenter til TDC’s centrale datakabler, efter Center for Cybersikkerhed med telesikkerhedsloven i hånden tvang TDC at droppe Huawei som leverandør.
Det skriver Børsen efter at have modtaget et udkast til en pressemeddelelse om det kommende samarbejde.
Mediet skriver også, at nyheden om den nye leverandør ellers var planlagt ikke at blive offentliggjort i Danmark, fordi TDC Net ikke vil påvirke det nuværende samarbejde med Huawei.
"Vi har netop indgået en aftale omkring dele af vores infrastruktur med Ciena, der er blandt de førende leverandører i verden på området, og som - set gennem geopolitiske briller - er en meget troværdig samarbejdspartner med høj integritet," lyder det fra TDC Nets pressechef Lasse Bjerre Sørensen ifølge Børsen.
Spionsag og droner ud for kontorerne
I slutningen af april sidste år tvang Center for Cybersikkerhed telegiganten til at droppe samarbejdet med Huawei om det såkaldte transportnetværk DWDM. Det skete med hjemmel i den relativt nye telesikkerhedslov, der trådte i kraft i 2021.
TDC har iøvrigt stævnet den danske stat for erstatning, hvor TDC kræver en erstatning på et mindre trecifret millionbeløb. Der er endnu ikke truffet afgørelse i den sag.
Huawei har længe været en samarbejdspartner for den danske telegigant på en række områder. Det kinesiske selskab lå også lunt i svinget til at vinde kontrakten til at udrulle 5G-netværket.
Men en længere undersøgelse fra juni 2020 af det amerikanske medie Bloomberg viste, at Huawei op til den endelige afgørelse spionere mod medarbejdere, ledelsen og TDCs advokat Plesner.
Udfasningen af Huawei komponenterne i transportnetværket skal ske senest 1. januar 2027