Center for Cybersikkerhed (CFCS) er kommet med den årlige vurdering af cybertruslen mod Danmark, og det står klart, at Rusland spiller en stor rolle i trusselsbilledet.
Den nye vurdering kommer i en tid med stor sikkerhedspolitisk usikkerhed som følge af Ruslands invasion af Ukraine.
”Vi kan konstatere, at Rusland i stigende grad er villig til at udfordre NATO-landene i form af sabotage, påvirkningskampagner og cyberangreb. Vurderingen af cybertruslen mod Danmark fastslår billedet af en alvorlig og volatil trussel, hvor niveauet for cyberspionage og cyberkriminalitet er meget højt,” siger Torsten Schack Pedersen (V) minister for samfundssikkerhed og beredskab, i en meddelelse og fortsætter:
”Det er en påmindelse til os alle sammen om at tage cybertruslen alvorligt og være ekstra opmærksomme. Cybersikkerhed er et væsentligt fokusområde for mig som ny minister for samfundssikkerhed og beredskab.”
Tilbage i juni måned hævede CFCS trusselsniveauet for destruktive cyberangreb fra lav til middel. Derudover er truslen fra cyberspionage og cyberkriminalitet fortsat meget høj.
CFCS meddeler, at cyberspionage kan være en forløber for destruktive cyberangreb.
”Det er ikke sådan, at jeg forventer at se destruktive cyberangreb med meget alvorlige konsekvenser lige her og nu. Det, vi peger på med denne årlige vurdering, er, at det er nu, vi skal få styr på den basale sikkerhed, så døren ikke står på klem for de opportunistiske angreb,” siger Thomas Flarup, chef for CFCS i meddelelsen.
Dette er dog ikke kun Ukraine-krigen, der nævnes i rapporten, men også situationen i Gaza.
”Den sikkerhedspolitiske situation og konkurrencen mellem stater smitter også af på cyberdomænet. Det skyldes, at cyberangreb er ét værktøj blandt flere, stater bruger til at understøtte deres interesser,” skriver CFCS i rapporten.
Cyberspionage, destruktive cyberangreb og cyberaktivisme er nemlig alle angrebsformer, som relaterer sig til staters forhold til hinanden, og disse bliver derfor forværret, når der er konflikter i verden.
Mens mere almindelig cyberkriminalitet typisk er apolitisk og opportunistisk, hvor angriberen jagter økonomisk afkast.
”Cyberangreb kan derfor ramme alle, både myndigheder, virksomheder, tænketanke, NGO’er og individer,” skriver CFCS.
Ransomware stiger voldsomt
Netop cyberkriminalitet, hvor truslen er meget høj, har oplevet en stor stigning de senere år.
I 2023 var antallet af anmeldelser af cyberangreb steget med cirka 30 procent i 2023 i forhold til 2022.
Der blev rapporteret 35.254 anmeldelser af cyberkriminalitet, hvilket er rekord. Særligt ransomware-angreb er et stigende problem, lyder det.
”Truslen fra ransomware-angreb er ikke blevet mindre. CFCS vurderer, at der i 2023 var flere ransomware-tilfælde i Danmark end hidtil, og at det også gælder internationalt,” fremgår det i rapporten.
CFCS opdeler cybersikkerheden i fem områder og vurderer trusselsniveauerne således:
- Truslen fra cyberspionage mod Danmark er meget høj.
- Truslen fra cyberkriminalitet mod Danmark er meget høj.
- Truslen fra cyberaktivisme mod Danmark er høj.
- Truslen fra destruktive cyberangreb mod Danmark er middel.
- Truslen fra cyberterror mod Danmark er ingen.