Lara Croft har været en af de mest ikoniske kvindelige stjerner i computerspillenes verden, siden den første version af ”Tomb Raider” landede tilbage i 1990erne.
Som en kvindelig version af Indiana Jones har den britiske arkæolog jagtet forsvundne skatte og bekæmpet onde skurke med sine meget fremtrædende… revolvere. Det har siden resulteret i en stribe computerspil og biograffilm.
Men nu får Lara Croft sin egen tv-serie på Prime Video. Amazon har nemlig med hitserien Fallout for alvor luret, hvordan man skaber en tv-serie, der giver computerspillet sit helt eget liv på tv-skærmen.
Det er den britiske producer og skuespiller Phoebe Waller-Bridge der har fået grønt lys til at skabe den nye Tomb Raider-serie.
Hun har selv som skuespiller haft stor succes i nogle af verdens største franchises, eftersom hun har været med i både Star Wars og Indiana Jones, ligesom hun var med til at skrive den seneste James Bond-film No Time to Die.
Waller-Bridge har angiveligt ingen planer om selv at spille rollen som Lara Croft, så vi må vente at se, hvem der næste gang bringer den revolverkæmpende arkæolog til live.
På samme måde er alle oplysninger om selve historien i Amazons første Tomb Raider-sæson lige så svært at grave op som de skatte, Lara Croft plejer at finde. Det samme gælder i øvrigt også en udgivelsesdato.
Indtil da kan man jo overveje at gense Angelina Jolie i rollen som Lara Croft i de to første Tomb Raider-film fra 2001 og 2003 – medmindre man da foretrækker Alicia Vikander, der spillede Lara Croft i den seneste Tomb Raider fra 2018.