Den amerikanske internet-gigant Google indleder nu sit storstilede sikkerhedstiltag ’Privacy Sandbox’, som blandt andet sigter efter at eliminere brugen af tredjeparts-cookies og skjult tracking af internet-browseren Chrome.
Allerede ved årets første uge, lyder det at 30 millioner Chrome-brugere nu slipper for ’småkagerne’, som anvendes af annonce-netværk til at skræddersy og målrette online reklamer.
Selvom millionvis af brugere nu slipper, er der alene tale om omkring en procent af klodens samlede Chrome-brugere. Alle Chrome-brugere kan dog forvente browsing fri for tredjeparts cookies inden årets udgang, skriver netmediet Gizmodo.
Inden årets udgang forventes samtlige Chrome-browsere at være fri for cookie-tracking.
Er du cookie-fri?
Google oplyser, at de første Chrome-brugere, der får fingre i den nye ’Tracking Protection’ feature udvælges vilkårligt.
Når din Chrome-browser får den nye feature, vil der give en besked om, at den nye funktion er tilføjet og slået til.
Funktionen kan volde problemer med nogle sider, mens Googles nye værktøj bredes ud, hvorfor det vil være muligt at slå funktionen fra i nogen tid, ved at klikke på et nyt øje-formet ikon, som dukker op i browserens topmenu.
Myndigheder kan spænde ben
Selvom funktionen er sat til at blive udrullet over de kommende måneder kan både EU’s og Storbritanniens konkurrencemyndigheder rykke ved den tidsplan.
Her er myndighederne bekymrede for, at blokeringen af tredjepartscookies vil være ødelæggende for konkurrencen på annoncemarkedet, da det vil give Googles enorme annonce-forretning en uhensigtsmæssig fordel.