Det er ikke en specielt populær julegave, som Google har lagt under træet til de mange annoncører og andre, som bruger tredjeparts-cookies til at identificere individuelle brugere og holde øje med deres færden på nettet.
Den fjerde januar 2024 begynder Google simpelthen at blokere for tredjeparts-cookies i Chrome. I første omgang er det en procent af Chromebrugerne globalt, som vil få den nye feature kaldet Tracking Protection. Det skriver Reuters.
Google planlægger helt at fjerne muligheden for at bruge tredjeparts-cookies i Chrome i løbet af 2024.
De britiske konkurrencemyndigheder kaldet CMA kan dog skubbe til den plan, for CMA er bekymret for, at Googles forbud mod tredjeparts-cookies vil være skidt for konkurrencen på annoncemarkedet, og for at det vil give Googles egen enorme annonce-forretning en uhensigtsmæssig fordel.
EU har også et øje på Googles cookie-planer i samme anledning.