En af de største fordele ved Googles Chrome-styresystem er, at det ikke kræver de store ressourcer.
Derfor er Chromebooks blevet den allerbilligste måde at anskaffe sig en pc.
Denne fordel viser sig dog også at være en ulempe, da beskedne hardware-krav oftest bliver omsat til småtarvelige enheder, hvor der også er sparet på skærm, kvalitet og materialer.
Google vil nu gøre noget for dem, der ønsker du lidt højere kvalitet i deres ChromeOS-drevne maskiner med en ny certificering, for enheder af en vis kvalitet: Chromebook Plus.
Her er Plus-fordelene
Enhver pc-producent kan fremstille de nye Chromebook Plus, men Google stiller en række hardware-krav, der skal være opfyldt, før en enhed kan kaldes en Plus model.
Her skal følgende krav være mødt:
- Processor skal være 12. generation Intel Core i3 samt 7. generation AMD Ryzen 3 eller nyere.
- Der skal være mindste otte gigabyte hukommelse.
- Mindst 128 gigabyte lagerplads, for at kunne tilbyde offline synkronisering af data.
- Web-kameraet skal have mindst 1080p opløsning og støjreduktion.
- Skærmen skal være Full HD eller højere opløsning
Selv om Google stiller langt højere krav til hardware i en Chromebook Plus-enhed, svarer ovenstående specifikationer fortsat til hvad der findes i en budgetvenlig pc.
Google påpeger her at ovenstående specifikationer giver omkring dobbelt så høj ydelse som man ser i de nuværende bestsellere blandt Chromebooks.
De øgede kræfter anvendes til at tilbyde AI-drevne fordele, som Google blandt andet er kendt for i sine Pixel-smartphones.
Således vil der her kunne tilbydes tekstning, lysforbedring, baggrundssløring og andre effekter i realtid med web-kameraet.
I Google Fotos app’en vil man kunne retouchere og helt fjerne uønskede elementer i sine billeder ved hjælp af kunstig intelligens.
En glædelig nyhed for eksisterende Chromebook-ejere er, at nuværende enheder der efterlever de nuværende Chromebook Plus specifikationer også vil få de nye funktioner i en kommende opdatering.
Budget-venlige priser
Både Acer, Asus, HP og Lenovo er klar med byd på Chromebook Plus enheder, både som klassisk bærbar men også som hybride 2-i-1 enheder.
Selvom der bydes på et performance-løft, vil de billigste enheder debutere ved budgetvenlige priser fra 399 amerikanske dollar og op til 699 dollar.
Det svarer til henholdsvis 2.840 kroner og 4.970 kroner før eventuel told og moms er indregnet.
De første Chromebook Plus enheder debuterer i den amerikanske handel 8. oktober, mens øvrige markeder, heriblandt det europæiske forventes at debutere i starten af 2024.