Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Forleden var jeg sammen med en AI-ansvarlig og en SAP-ansvarlig fra en dansk industrivirksomhed. De havde gennemlyst deres forretningsprocesser for potentielle use cases, hvor de kunne bruge kunstig intelligens. Der var flere hundrede.
Superpositivt.
Jeg gætter på, at en fjerdedel af forbedringerne reelt kan bygges med andre former for analytics og procesværktøjer.
Derfor kunne vi nok have arbejdet med dem for adskillige år siden, men bedre sent end aldrig.
Hvis AI er den store elefant i møderummet, som stamper, pruster og trompeterer og får forbedringsideerne til at blomstre (og blive nikket til af ledelseslaget), så er det helt fint.
At vi så kan skabe forbedringerne med andre værktøjer betyder ingenting.
Embedded AI
Men misforstå mig ikke. Generativ AI kommer til at spille en enorm rolle i værdiskabelsen på ERP-området.
De to tech-ansvarlige fra industrivirksomheden konkluderede for øvrigt, at de som absolut hovedregel ikke skulle udvikle løsningerne selv, og at de med fordel kunne nudge deres leverandør til at levere.
Og det er som at løbe en åben dør ind.
På Computerworld’s SAP Excellence Day, som blev holdt for nylig i både København og Horsens, fik jeg lov at holde et oplæg om, hvor SAP er på vej hen.
Og hos os – og sikkert hos de fleste leverandører af ERP – handler rigtig, rigtig meget i denne tid om generativ kunstig intelligens. Vores linje er at indbygge den i vores løsninger og på vores platforme. Kodeordet er embedded.
Generativ AI var hovedemne
Vi satser på partnerskaber med blandt andet IBM, Google Cloud og Microsoft m.fl., så vi får nogle af byggeklodserne til AI-værktøjskassen udefra, og selv bliver, hvor vi er stærkest – nemlig tæt på forretningsdata og forretningsprocesser.
Også på TechEd – den globale konference for SAP-eksperter – var generativ AI et hovedemne.
Stigende automatisering vil præge ERP-processerne.
Det betyder, at mennesker især kommer til at forholde sig til det atypiske, som ikke bare kører af sig selv.
En digital assistent baseret på generativ AI bliver en vigtig hjælper, som giver en ultranem adgang til datagrundlaget og analyserne af det. Du kommer til at ”konversere” med dit ERP-system til daglig.
Sikkerhed og demokratisering
Når AI ligger på selve ERP-platformen, undgår man usikkerheden med at flytte rundt på data.
Konfidentielle data bliver, hvor de skal være. Det hele foregår sikkert, troværdigt og etisk forsvarligt. AI bliver bare en del af ERP-platformen.
Samlet set bliver der tale om en enorm demokratisering.
I forhold til den statistiske ekspertviden, der var en barriere for få år siden, vil fremtidens indbyggede AI gøre det muligt for mange brugere i forretningen at udvikle applikationer, automatisere processer og dele og skabe viden baseret på ERP-data.
Samlet set står vi foran et stort produktivitetsløft.
AI er både en teknologisk enabler og en øjenåbner, der giver forretningen blod på tanden i forhold til at sætte ERP-data i arbejde på tværs af hele forretningen.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.