De seneste år har børsnoterede Columbus arbejdet mod at fokusere sin pipeline og snævre sine kundesegmenter ind.
Noget Columbus-CEO, Søren Krogh Knudsen, tidligere har beskrevet som ”et langt og sejt træk”.
I dag arbejder selskabet næsten udelukkende med kunder indenfor fødevare-, fremstillings-, og detailindustrien, ligesom selskabet har kastet et nyt fokus over life science.
Og det kaster umiddelbart penge af sig.
Det nye fokus bliver nu sat på formel under navnet New Heights, der er Columbus’ langsigtede strategi mod 2026, hvor selskabet sigter efter en omsætning på to milliarder kroner.
”Vi vil udnytte vores stærke fundament, som i øjeblikket udkonkurrerer konkurrenterne, og blive endnu bedre til vores vindende formel med at øge krydssalget og fokusere på større kunder i vores nøgleindustrier,” skriver selskabet i deres nye strategi.
New Heights-strategien blev sendt ud kort før, at Columbus kunne præsentere sit regnskab for årets tredje kvartal i morges, hvor det også fremgår, at selskabet har lukket en aftale med den danske producent af vacciner, Bavarian Nordic.
”Vi har en høj kundeloyalitet i Columbus - 85 procent af vores kunder vælger at fortsætte deres partnerskab med Columbus år efter år, hvilket understreger vores evne til at levere høj kundeværdi.” udtaler Colmbus-CEO, Søren Krogh Knudsen, i forbindelse med den nye strategi.
”Det vil vi fortsætte med samtidig med, at vi vil holde øje med spændende opkøbsmuligheder indenfor nye og eksisterende serviceområder, og vi vil inkludere Life Science i vores nøgleindustrier”, fortsætter han.
Højere priser og større opgaver
Udover målet om, at omsætningen skal runde 2 milliarder kroner indenfor tre år, sigter Columbus også efter en indtjenignsmargin (EBIDTA) på 15 procent inden 2026.
I indeværende år forventer Columbus en omsætning på mellem 1,55 og 1,6 milliarder kroner og en indtjeningsmargin på 7,4 til 9 procent.
Columbus meddeler, at profitøgningen skal ske gennem fire hovedpunkter:
- Øget projektværdi, hvilket betyder højere prispunkter og bedre projektudførelse.
- Ændret leveringsmix i forhold til shoring og anciennitet vil forbedre marginerne.
- Effektivisering gennem bedre udnyttelse af tilgængelige kundevendte timer og større kundeengagementer.
- Bedre udnyttelse af vores skalerbare model med øget global leverancekapacitet