Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
For nylig var jeg inspirator på kick-off-møder hos to forskellige kunder. Projekterne havde samme fokus – nemlig at flytte kundens data og processer fra ældre ERP-teknologi til en moderne og fremtidssikret kerne.
Kunderne har valgt en faseopdelt vej til innovation, og første skridt er at overføre eksisterende funktionalitet en-til-en til den nye platform. Projektet er forholdsvis teknisk og involverer kun forretningen i begrænset omfang.
Derfor skal jeg holde tungen lige i munden og hejse de røde disclaimer-flag, når jeg på sådan en workshop underholder om de nye muligheder for projektdeltagere fra både it-funktionen og fra forretningssiden.
Når situationen er den, at kunden reelt kun har besluttet at åbne døren for innovationen på den nye platform - men endnu ikke har besluttet sig for, hvad det skal være - udestår de vigtige individuelle valg relateret til virksomhedens strategi, eksisterende set-up og prioritering af indsats.
Mulighederne er pludselig mange: Udrulning af ny brugergrænseflade med indlejret intelligens og datadrevet indsigt. Automatisering og optimering af processer på tværs af alle forretningsområder. ”Back-to-standard” for at opnå en slankere og cloud-klar ERP-kerne.
Jeg skulle hilse og sige, at forretningen er klar.
Jeg møder forretningsansvarlige, som glæder sig til at kunne plukke præ-bygget funktionalitet ned fra hylden og bygge AI ind i deres hverdag og score effektiviseringsgevinsterne. Viljen og evnen til at komme med på innovationstoget fejler ikke noget.
Klog, trinvis tilgang
Det foregår typisk ikke i samme tempo som frontløberne i den digitale transformation.
Men det forekommer både klogt og realistisk at vælge en trinvis tilgang til den digitale innovation, når man ønsker at beskytte sin investering, reducere risici og kontrollere ressourcetrækket.
Data er kernen og omdrejningspunktet, og når virksomheden kører en komplet forretning på en f.eks. 20 år gammel ERP-teknologi, så er det særdeles fordelagtigt at få data løftet over på den nye platform.
Det åbner en dør for hurtigt at komme i gang med prædiktive analyser, AI-baseret procesoptimering og en vifte af andre effektiviseringer.
Uanset hvilken vej man vælger til den moderne ERP-kerne, er det klogt at gå agilt og trinvist til værks med fokus på at realisere gevinster.
Det kan nemt være spild af tid at prøve at tegne et fuldstændigt og detaljeret roadmap frem mod en forandring af virksomheden om tre-fem år. Den slags stjernekrigsprojekter er af flere grunde dømt til at skuffe og mislykkes.
Tredjedel har migreret
Hvis man ser på virksomheder med SAP som ERP-rygrad, er status, at vi er omtrent en tredjedel igennem migreringen fra den ældre ECC-version til den moderne S/4HANA-kerne.
Flest virksomheder vælger Brownfield-migreringsvejen. Det gælder for øvrigt også de to danske virksomheder, jeg nævnte i starten.
Mange vælger også Greenfield-vejen. Typisk fordi forretningsmodellen har ændret sig væsentligt og ikke længere er godt understøttet i det eksisterende system. Denne tilgang opfylder it-arkitekternes ønske om at aflive teknisk gæld og starte på en frisk.
De færreste vælger den selektive migreringsvej (selective data transition), hvor man udvælger områder fra eksisterende systemer til videreførsel. Specielt de større og mere komplekse virksomheder har gavn af at kombinere re-design og genbrug af processer, når de migrerer udvalgte data og organisatoriske enheder til den nye platform.
Rationalet er innovation
Når vi spørger virksomhederne, ser vi klart, at rationalet for at tage springet netop er innovation, agilitet og dataindsigt, som er afgørende for at styrke konkurrenceevnen.
I en aktuel undersøgelse (vi spurgte 550 europæiske virksomheder i 2023) er automatisering af forretningsprocesser en topscorer sammen med øget fleksibilitet og hurtig adgang til IoT, AI, ML og prædiktiv analyse.
Det er netop den forandringsvilje, som jeg også møder på de danske kick-off-workshops. Ved at gå standardvejen ser virksomhederne en hurtig og effektiv vej til innovation.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.