Chip-giganten Nvidia siger, at den amerikanske regering har bedt dem om at stoppe med at sende nogle af deres avancerede kunstige intelligens-chips til Kina med øjeblikkelig virkning.
Restriktionerne skulle være indført 30 dage fra den 16. november, men er altså nu blevet rykket frem.
Nvidia har ikke oplyst, hvorfor tidslinjen er blevet rykket.
Det skriver BBC.
Restriktionerne trådte i kraft umiddelbart efter, den amerikanske præsident Joe Bidens administration i forgangne uge annoncerede foranstaltninger til at blokere lande, herunder Kina, Iran og Rusland, fra at købe avancerede AI-chips designet af Nvidia og andre.
I en erklæring til US Securities and Exchange Commission (SEC) lyder det fra Nvidia, at den amerikanske regering har meddelt, at disse begrænsninger er gældende "øjeblikkeligt".
Seneste skridt i teknologi-strid mellem USA og Kina
Fremskyndelsen af restriktionerne mod eksport af AI-chips er det seneste skridt i den igangværende teknologistrid mellem Washington og Beijing.
Kina har endnu ikke reageret på Nvidias udmelding om restriktionerne, men reagerede i forgangne uge, da den amerikanske regering bebudede foranstaltningerne.
Dengang kaldte Kina det i strid med principperne for markedsøkonomi og fair konkurrence.
Det er på nuværende tidspunkt uvist, om AMD, der også leverer AI-chips til Kina har fået samme besked fra de amerikanske myndigheder.