Huaweis smartphoneforretning er blevet hårdt ramt af USA's sanktioner, der forbyder virksomheder at handle med det kinesiske selskab.
Omsætningen for den kinesiske it-gigant er faldet med 33 procent i det seneste regnskab, og derfor har selskabet nu taget nye metoder i brug.
Huawei planlægger at sælge sin licens til en tredjepart, for at kunne få vigtige komponenter til sin smartphoneforretning og samtidig omgå forbuddet, som den amerikanske præsident Joe Biden har fastholdt mod virksomheden.
Det fortæller flere anonyme kilder med indsigt i sagen, skriver erhvervsmediet Bloomberg.
USA anklager Huawei for at medvirke til spionage, og derfor har selskabet de seneste måneder kæmpet med at sælge sine smartphones på det amerikanske marked.
Ifølge flere kilder planlægger Huawei at sælge licensen af sin smartphoneforretning til det statsejet kinesiske selskab PTAC, som herefter kan indkøbe udstyr på trods af forbuddet mod Huawei.
Forbuddet har særligt ramt Huaweis mulighed for at indkøbe chips og software fra andre virksomheder uden for Kina. Mest spektakulært betød forbuddet, at Huawei tidligere på året lancerede sit eget styresystem, da forbuddet forhindrede selskabet i at bruge Googles Android-styresystem.
Samarbejde med tredjepartsleverandører er endnu et forsøg på at omgå de regler, som blev indført under Donald Trump, og som Joe Biden har fastholdt siden han blev udnævnt som præsident tidligere på året.