Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Engang i 00'erne fløj Lasse og jeg til Sydney for at starte Miracle Australien. Turen gik fra København til Singapore og videre til Sydney. Første del var selvfølgelig lang, men det var OK.
Anden del, fra Singapore til Sydney, var kun på otte timer, og vi endte med at sidde på de to midtersæder i 4-sæderskonfigurationen i midten. Vi skulle jo spare.
De to ret kraftige, men svedende, herrer på hver side af os fyldte en del. Til gengæld klappede de to gutter foran os prompte sæderne HELT tilbage så snart det var tilladt efter starten.
Vi var fastlåst med otte timer to go. Jeg sagde til Lasse: "Dette er Indsigt Gennem Smerte. Vi må drikke rødvin til det ikke gør ondt mere!" - og så gjorde vi dét.
Indsigt Gennem Smerte (IGS) og det engelske Insight Through Pain blev en vending jeg brugte en del i de følgende år, lige indtil jeg mødtes med en flok Grønne Baretter (US Army Special Forces) i Denver, Colorado i 2009, fordi min - for tiden døde - ven Senior fra Jægerkorpset gerne ville møde den slags folk.
De var lige vendt hjem fra en tur til Afghanistan, og der blev fortalt historier og udvekslet æres-mønter. På et tidspunkt nævnte jeg Insight Through Pain, og en seniorsergent sagde grinende "Ah, we call that PAL - Pain-Assisted Learning!", og det viste sig at være rigtigt.
Det er en udbredt pædagogisk tese, at man kun RIGTIGT kan lære noget gennem enten smerte eller nydelse (Pain or Pleasure), og militæret vælger typisk Pain. Når pain eller pleasure bruges aktivt i indlæringen, kan man huske dét man skal huske, OG man kan anvende det i praksis.
Så meget for PAL. Jeg vender tilbage til det længere nede.
Jeg fik nemlig et "tør lige øjnene"-tweet retur, da jeg reklamerede for min klumme sidste fredag om DSB's manglende brug af tog.
Den gode mand mente, at jeg burde kigge på Japan: Dér kører togene til tiden, mens digitaliseringen skrider frem med så små skridt, at man skulle tro fødderne var sammensnørede.
Hvad nu, hvis min gode læser har ret? Så kan et land ikke BÅDE have en høj grad af digitalisering OG en høj grad af præcision, pålidelighed og forudsigelighed i jernbanedriften? Summen er Digitaliseringsgraden (D) og Togbedriften (T) i et land er måske en konstant? Er D + T = k? Well, Lad os sætte k = 1.0 og se, hvad der sker:
Danmark: D: 0.98, T: 0.02.
Det er ikke nok med ét eksempel. Der skal være mindst tre. Det sagde professor Ellen Andersen altid til de vordende Polit'er, når de havde generaliseret på én undtagelse. Vi tager Italien og Tyskland som de næste eksempler. Italien har faktisk haft en del at gøre med dansk togdrift i nogle år efterhånden, og Tyskland er jo nærliggende, som man siger.
I Italien kører regionaltogene til tiden, og det gør de også i Tyskland. Og de to lande er ikke ligefrem kendte for deres høje grad af digitalisering. Man skal eksempelvis stadig have en rigtig faxmaskine for at drive virksomhed i Tyskland. De har også annonceret, at de indfører internet flere steder i de kommende årtier. Derfor giver jeg dem følgende karakterer:
Italien: D: 0.2, T: 0.8.
Tyskland: D: 0,1, T: 0,9.
Nu til Japan: Når man skal med et regionaltog i Japan, f.eks. det rimeligt hurtige Shinkansen, så køber man en billet i en automat og får at vide, hvilken dør man skal ind ad, og hvilket sæde man har fået. Man stiller sig op ved dør-nummeret på perronen og dér er døren sør'me, når toget stopper, hvilket er yderst overraskende for en dansker.
Først går konduktøren ud og hilser. Så står passagererne af. Så inviteres man indenfor, komplet med den fine, hvide klud på gulvet, som man kan tørre fødderne af i.
Det er nemt at finde ens sæde, der er masser af benplads, så man ikke skal træde henover andres ben og fødder, og der er tændt en grøn diode over pladsen. Så kan konduktøren nemt se, at man har ret til at sidde dér. Den skifter til rødt, når man skal af. Af samme grund behøver konduktøren ikke se billetter.
Da man satte gang i Shinkansen-projektet var idéen, at folk, måske specielt forretningsfolk, skulle kunne komme hurtigt og forudsigeligt fra ét sted til et andet. Imagine.
Men det gik ikke helt som ventet. Nogle gange ankom toget flere sekunder FØR det skulle og nogle gange flere sekunder EFTER. Helt, helt uacceptabelt for forretningsfolkene, der krævede, at man kunne regne med det.
Da jeg og Senior brugte det i 2016 var den SAMLEDE afvigelse (plus og minus) for de ca. 16.000 afgange om året på godt og vel fire minutter, hvilket de fleste anså for at være acceptabelt, når det nu ikke kunne være anderledes. Men - og dette er sandt - man arbejdede ihærdigt på at få hugget af de fire minutter.
Der har i øvrigt aldrig været en afsporing eller et uheld med dødelig udgang. Aldrig.
Nu spørger I nok, om vi nogensinde har bedt japanerne om råd, vejledning eller måske endda hjælp til at få vores togdrift stabiliseret? Selvfølgelig ikke.
Vi har jo helt specielle forhold og udfordringer i det stærkt kuperede Danmark med de mange millioner indbyggere, og vi har i øvrigt selv mange års erfaring med togdrift. Der er ingen grund til at bruge tid og penge på den slags udenlandsk, irrelevant halløj.
Omvendt måtte Japans minister for digitalisering gå af i vanære for nogle år siden, da det kom frem at han aldrig nogensinde selv havde prøvet at bruge en PC. Derfor:
Japan: D: 0.001, T: 0.999
En umiddelbar konklusion kunne være, at der er stor forskel på T-værdien for Danmark og Japan (jeg håber I bemærkede mit selvopfundne ord "togbedrift" tidligere).
Man kan lege med tanken om, at forskellen i T handler om nationernes evne til at udføre projekter. Man kan lege med tanken om, at det handler om projektledernes viden og erfaring på området. Måske endda deres vilje til at indhente erfaringer fra andre lande? Eller krav til underleverandører om at kunne bevise deres erfaring og ekspertise på området?
Hvis det går helt amok, kunne man lave nogle forsøg, eksperimenter og simulationer FØR man smider den første svelle?
Tilbage til virkeligheden:
Herhjemme lader vi helst folk, der aldrig nogensinde har haft noget som helst at gøre med materien (f.eks. togdrift), have ansvaret for det hele. Jeg kan her - måske som den første - bringe den standard-intro, som topchefer for vigtige projekter altid starter deres taler med i Danmark:
"Da jeg ved en smule om helt andre ting, især fra mit studie på RUC, er jeg den perfekte til at lede et stort, kompliceret, bane(!)brydende og teknisk avanceret projekt indenfor et - for mig - helt nyt område. Vi ved jo alle, at det er en ulempe at lade folk, der ved noget om emnet, lede projekter - de er nørdede, kommer med indvendinger og fortaber sig i detaljer! Jeg er jo ikke teknisk, og det er jeg stolt af - det betyder også, at bestyrelsen sagtens kan forstå, hvad jeg siger, haha."
"Derfor: Gør mig til den store rorgænger, og jeg skal vide at dirigere skibet i forskellige retninger. Desuden lover jeg, at om fem år er vi en milliard medarbejdere og vi skal alle sammen til Mars. Det er også omkring den tid jeg regner med at skifte til et andet projekt."
(Det sidste (en milliard og Mars) er et Morten Wagner-citat fra et foredrag han holdt på Børsen, hvor han fortalte, hvorfor han hader business-planer. Det blev jeg sgu' så glad af at læse for mange år siden).
Samtidig med, at vi har en, øhm, unik tradition mht. at hyre chefer til store projekter, har vi fuld tryk på kedlerne, når det gælder digitalisering. Nobody does it better. Vi har borger.dk, hvor man kan hente alle oplysninger om alle ens hospitalsindlæggelser gennem tiden.
Vi har NemID, MitID, DitID og alt muligt. Vi har elektriske køre- og sygesikringskort. Vi har lynhurtige skilsmisser og NemKonti, der bugner. Vi drøner bare deruda' med den dér digitalisering.
Jaja, der sniksnakkes i krogene af indernettet om diverse borgere, næppe mere end sølle 20-25 procent, der har problemer med det. Vissevasse. Tør øjnene med en kiks og tag lala-hatten på. Kom nu bare videre med dit digitale liv.
Men: Der er alligevel noget, der er begyndt at knirke. Digitaliseringsstyrelsen, som blev gjort til et helt ministerium af De Onde i FM (Finansministeriet), fordi FM ikke længere orkede at have ansvaret for MitID, har en sjældent dårlig arbejdskultur og måde at behandle folk på ifølge dagspressen. Måske kun overgået af miljø-Dan. Han skulle være noget for sig selv.
Det ry for et ikke-så-herligt arbejdsmiljø har FM retfærdigvis haft i mange årtier. Jeg hørte om det da jeg læste cand.polit. i 80'erne, og man møder jo nogle af typerne undervejs i et langt erhvervsliv.
Hvad forventer man egentlig også, når man giver al magt til ét ministerium? Det SKAL da tiltrække en bestemt type ledere.
Idéen var og er åbenbart, at hvis man holder ud, gør, hvad der bliver sagt, forguder kontorcheferne, og giver den gas 25/8/370, kan man blive til en hel masse, fastspændt til et blankpoleret skrivebord, og man kan frem for alt søge væk så snart det var smart, og få et godt og mere afslappende job næsten hvor som helst, fordi man jo kommer fra FM.
Og man kan komme tilbage igen.
FM konstruerede den oprindelige svingdør, der nu desværre har inspireret Folketingspolitikerne (mere om det næste fredag). Ud til McKinsey og ind igen, nu med en grundig forståelse af vigtigheden af at hyre McKinsey ind til røvdækningsopgaver. Man skal fodre den hånd, der klør én på ryggen.
Men som nævnt er folk så småt begyndt at sige fra. Da man skar DigSt ud fra FM og gjorde det til et ministerium (man ved, at der er noget galt, når FM frivilligt, og på eget initiativ, afgiver magt) fik de ordentlige mennesker i DigSt pludselig lidt luft og dermed mulighed for at gå ud på sletterne og synge om Stakkels Jim.
Det gjorde de så. Zetland fortæller historier om det, men har svært ved at holde momentum på historien - det er altid svært at få offentligt ansatte til at sige sandheden af angst for at blive forflyttet til Kirkeministeriet, nu hvor Grønlandsministeriet ikke længere findes. Bare se, hvordan 15 pensionerede overlæger turde skrive en bog om det syge system for en del år siden. Pensionerede.
Tilbage til DigSt og deres minister, der aldrig har interesseret sig for IT og digitalisering: Det dér få-nu-for-Helvede-skubbet-det-digitalieringshalløj-ud-over-kanten-mantra er måske ved at miste lidt begejstring og fremdrift? Er dampen ved at gå af (også) det tog?
Hvis det er rigtigt, så er der muligheder! Det ville måske være en god idé, hvis DigSt-folket i fremtiden selv skulle tage deres medicin og undervejs tvinges til både at sluge røde, blå og bitre piller? En dosis PAL?
KUNNE det ikke være en FED idé at lade chefer, koordinatorer, arkitekter, ikke-leder-ledere, og måske endda også nogle rigtige mennesker, fra DigSt agere first-line support i de seks første måneder efter lanceringen af endnu et digitalt vidunderprodukt?
PAL, Baby, PAL. Så får vi og de at se, om P'et står for Pain eller Pleasure. Jeg er sikker på, at det ville påvirke mange aspekter af deres hverdag og projekter, hvis man vidste, at man selv skulle tilbringe 7.28 timer timer hver dag i den sørgmodige bygning på Gammel Køge Landevej i Valby, hvor stakler går hen for at få MitID, overførsler, jobcentersamtaler og andre ting ordnet. 7.28 timer hver dag, hvor man skulle hjælpe ofrene for ens eget projekt og ens egen kode.
Digitaliseringens fyrster ville møde deres ofre. Wouldn't that be a riot?
Hvis det medførte, at man blev nødsaget til at sætte tempoet lidt ned - hvis digitaliseringshastigheden blev nedsat af forskellige årsager - vil en forsigtig fremskrivning (et ord, som økonomer ofte bruger i stedet for "det rene gætværk") derfor - Vupti! - kunne se således ud i 2035:
Danmark: D: 0.5, T: 0.5
Men er det et sandsynligt scenarie? Og har jeg variable nok med i udregningen af k? Skriv til mig på mogensxy@gmail.com mens du drikker - du kan jo bare skrive med én hånd. Eller med næsen: https://youtu.be/qNx2WObHNig
PS: En bekendt lavede fremskrivninger (dvs. Monte-Carlo-baserede gætterier) på, hvor mange biler, der ville køre over Storebæltsbroen, når den åbnede. Efterhånden som budgettet gik sydpå - og et dansk firma uden erfaring med tunneler fik ordren på at grave tunnelen, var han tre gange nødt til at justere sine fremskrivninger, så det alligevel lignede en god idé med den bro.
Da den så åbnede viste det sig, at selv hans mest jubeloptimistiske fremskrivninger slet, slet ikke slog til. Der kørte MANGE flere biler over, end han havde gættet på. Jeg er sikker på, at man kan lære ét eller andet af den historie.