Artikel top billede

(Foto: Lars Jacobsen)

Nørgaard: Jeg har en ide til en vildt spændende tv-serie fyldt med drama og penge - det kan ikke slå fejl

Klumme: Jeg har en ide til en tv-serie, hvor hvert afsnit skal begynde med et ægte Heureka-øjeblik, hvor vores hovedperson får en ide så genial, at det næsten ikke kan lade sig gøre at sidde stille, mens Dannebrog blafrer i baggrunden på koloni-flagstangen. Dernæst går situationen amok.

Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Jeg kan mærke, at det bliver en forrygende weekend.

Den Hollandske Storm (nyt ord!) er overstået, solen skinner, der er meget få dramatiske lovforslag og "reformer" på vej, og DJØF'ernes hævesænkeborde er tomme i storrummene.

Jeg kan endvidere røbe, at Rema har en 5-pack fra Thisted Bryghus for 100 kroner.

Derfor skal I også have ekstra meget mental comfort food denne fredag. Det har I fortjent.

Først skal vi sige farvel til digitaliseringen, for jeg er ærlig talt træt af den.

Så skal vi gennem et længere indlæg om min fantastiske og enestående idé til en tv-serie om de dér store projekter, som vi alle kender navnene på - og til sidst kaster vi det første blik på SignalProgrammet, der skal gøre alt bedre for togdriften.

I bedes under læsningen af den del af klummen erindre Storm P's viise ord om, at næstefter togdriften er seksualdriften den sværeste at styre.

Først: Et farvel til digitaliseringen
Vi danskere har selvfølgelig altid været foran med det hippeste, også når vi først kom i gang lang tid efter de andre.

Selv når vi er bagud er vi foran. Lige nu, mens jeg skriver disse ord, er vi for eksempel også førende mht. AI og Quantum - og det ukendte, der kommer bagefter. Sådan er det sgu så magisk med Danmark og danskerne.

Sådan var det også dengang, at hr. Naur kom i tanke om, at faget selvfølgelig skulle hedde "datalogi", fordi "computer science" slet, slet ikke var dækkende med hensyn til den centrale rolle data ville spille, og slet, slet ikke var opfundet af en dansker.

Det endte dog tit med, at man i daglig tale bare sagde "EDB", og så var de fleste med igen.

Talrige tragikomiske scener har udspillet sig på verdensscenen, når danske EDB-folk stolte erklærede, at de havde "a degree in datalogic" eller "a background as a datamatician."

Jeg kom i tanke om hele fjolle-/solo-forløbet med "datalogi" og "datamatiker," da jeg forleden læste en jobannonce, hvor man igen-igen søgte et ungt, erfarent menneske med dybt fagkendskab og masser af all-round-evner til at få sat ekstra skub/gang i/fart på DIGITALISERINGEN - endnu en unik, dansk, sproglig opfindelse.

Ikke fordi "digitization" ikke bruges i udlandet. Dér bruger de det dog meget sparsomt og mest til at betegne ting som eksempelvis at føre en avanceret mus langsomt henover nogle tekniske blæktegninger, så man derved får flyttet et fysisk kort ind i en computer og gemt i noget database-hejs, så man kan bruge det på nye måder.

Men ikke i Danmark. Næh, nej.

Igen sender vi bølge efter bølge af danskere ud i Verden til konferencer og kurser, hvor de stolte fortæller om "digitization" (eller endnu bedre "digitalisation"), mens de udenlandske deltagere står og shuffler lidt med deres fødder, flakker med øjnene, og høfligt foreslår, at man går et sted hen for at se på hvad som helst.

Prøv at spørge en ven, din chef, eller én fra Digitaliseringsstyrelsen, hvad forskellen er på EDB, it og Digitalisering.

Det er sjovt. Og husk, hvad Oversergent Smith altid har sagt: "Det er kun rigtigt sjovt, når der er én, der ikke griner".

Jeg siger i protest ofte "elektrificering" i stedet for "digitalisering", og folk blinker ikke engang med øjnene.

Nokomdet

Således mine tanker - tilbage til jobannoncen:

Ung OG erfaren, dybt faglig OG all-round - det er jo selvmodsigende og umuligt for de fleste.

Men når det kombineres med trylle-ordet "digitalisering" kan alt lade sig gøre, alt giver mening - og alle kan bruges. Hvis de er unge.

Med lidt Harry Potter-magi viser det sig sørme, at en cand.mag. i indo-kinesiske tromme- og stammeritualer faktisk lige netop passer perfekt ind i stillingen, når først HR og et par kække Mellemledere Uden Ledelsesansvar (MUL) har været inde over.

Og mon dog ikke den heldige ansøger, der får jobbet, tilfældigvis vil ligne de HR-folk og MUL'aer, der forestod screening og ansættelsesforløb?

Alle kan nemlig bruges til digitalisering. Hvis de er unge.

Og så slog det mig: Når man læser den slags ting, såsom førnævnte annonce, skal man bare erstatte ordet "digitalisering" med "EDB" og bullshit-ordet "data-dreven" med "fornuftig" - SÅ bliver det sjovt - og næsten meningsfyldt - at læse teksten.

I kan jo selv prøve. Her er jobannoncen:

Konsulent til styrkelse af digitalisering og værdiskabende brug af | Ofir.dk

Nok om EDB og fornuft.

Jeg står fast på, at når jeg bliver valgt (!) til Diktator af Danmark kommer det til at hedde EDB igen, det bliver stavet med stort, så det igen bliver respektabelt, og alle offentligt ansatte idømmes en dummebøde på 42 kroner hver gang, de bruger ordet "digitalisering" skriftligt eller mundtligt.

Dette er ufravigeligt.

Min hede drøm om en tv-serie

Nu til min hede drøm: Jeg drømmer om engang at få lov til at lave en tv-serie fyldt med humor, taknemmelighed, venlighed og optimisme.

Den vil være stærkt inspireret af udsendelsesrækkerne "Hvad er dét?" med Piet van Deurs og "Hvorfor ser det sådan ud?" med Per Arnoldi.

Hver episode skal handle om et stort, kendt, dansk projekt.

Det kunne være DORA, AMANDA, Storebæltsbroen, Ejendomsvurderingen, den første bølge af EPJ-systemer til de ni amter, IC4, Niels Bohr-bygningen, Rejsekortet, Herlev sygehus med de (for) brede senge, DeMARS, de fem supersygehuse - og SignalProgrammet...

Hver episode indledes med et flashback, hvor en person får en GENIAL idé, mens han/hun spiser påskefrokost med familien i kolonihaven eller julefrokost med gutterne på Café Mere Snaps.

Altså et ægte Heureka-øjeblik, hvor vedkommende næsten ikke kan sidde stille og bare er nødt til at ringe til nogen og fortælle det, mens Dannebrog blafrer i baggrunden på koloni-flagstangen eller cafébordet.

Næste scene er så et whiteboard-møde, hvor idémageren tegner nogle komplet mærkelige ting på whiteboarden, visker det ud, tegner noget endnu mærkeligere... indtil alle ENDELIG forstår storheden og genialiteten i idéen, så de kan komme ud og videre.

Der skal også være en energisk, ekstern konsulent fra et af de store huse, der i hast har tømret nogle slides sammen med passende bullshit-begreber fra det seneste Marc Andreessen-slidedeck.

Ekstatisk

Måske er der også et par store stykker papir fastgjort med elefantsnot på væggen. Stemningen skal være ekstatisk. Der skal nikkes helt vildt.

Dog skal kameraet fange de små, subtile tegn på, at menneskekroppen har svært ved at lyve: lidt flakken med øjnene, rødmen lige under halsen, lænen sig tilbage i stolen, strækken sig, fingéren med kuglepenne, krusedulle-aktivitet på skriveblokke, osv.

Man KUNNE have en diskret sensor, der måler CO2-indholdet i luften i mødelokalet, siddende ude i kanten af billedet, mens mødet skrider frem.

Det stigende CO2-indhold i luften i mødelokaler kan formentlig forklare en del hastige og vidtrækkende beslutninger i tidens løb.

Som der så pænt står et sted: "Hvis du indånder CO2 i længere tid bliver du sløv".

Hvorpå alle, triumferende, med opfinder-Kaj eller -Dorthe forrest, marcherer ud til pøblen for at annoncere menneskehedens seneste gennembrud. Her kan The Office levere en masse inspiration mht. kameraføring og mimik.

Og dér, lige dér, når de træder ud af whiteboard-mødet i triumf, skal der være et fast indslag i hver episode, hvor én eller flere personer med dyb, faglig indsigt og mange års erfaring (de har selvfølgelig ikke været med til mødet) ENDELIG fatter, hvad det hele går ud på og anlægger et helt unikt ansigtsudtryk, der "fryses" af kameraet og "anbringes" i en virtuel ramme på en "væg" ved siden af de tilsvarende ansigtsudtryk fra de forrige episoder.

Jeg kalder det for "WTF-væggen."

Vantro, undren og trang til at råbe

Den blanding af vantro, undren, lyst til at råbe "idioter", og andet, der tilsammen giver et helt unikt (ansigts)udtryk - det er dét, der skal fastholdes og sættes op på den "væg."

Den eller de med reel viden og erfaring skal selvfølgelig forsøge at indvende ét eller andet, men det skal affejes med en håndbevægelse af genierne fra mødelokalet. Bullshit talks, experience walks.

Ligeså skal personen, der spørger "Men er der nogen, der har erfaring med det?", eller "Har I talt med nogen, der har gjort noget lignende?" latterliggøres og anbringes i storrummets svar på Sibirien.

En latter-coach kan eentuelt. hyres ind, så alle kan stå i en rundkreds og få grinet af.

Så går det amok

SÅ skal episoden folde sig ud med alle de sædvanlige ting omkring projektet, inklusive projektledere, der udskiftes, ærlige udviklere, der bliver skilt, stadigt flere og stadigt voksende kontrol-instanser uden indsigt, leverandører, der vælges på grund af deres erfaring med noget HELT andet, udenlandske motherfucker-eksperter, der flyves ind for at fortælle, at deres seneste idé bør bringes i spil øjeblikkeligt, rapporterne fra McKinsey'erne, topembedsmænd, der formulerer sig, ahem, helt unikt, holder "hule-møder" uden referater og udøver forvaltningskunst, ministre, der jævnligt siger "Nu må vi lade fortiden være fortid, slå en streg i vandet - og se fremad", dum-optimister, der afviser væsentlige indvendinger med "visse-vasse" med jævne mellemrum, og alligevel aldrig har ansvaret for de katastrofer det medfører - og bestyrelsesmøderne. Oh yes. Bestyrelsesmøderne.

Der rundes af med nogle få sekunders visning af portrættet fra "WTF-væggen," og så går det hele i sort til tonerne af Kreditorernes Indtogsmarch med Bifrost.

Endelig er det tid til rulleteksterne, hvor der i venstre side af skærmen redegøres for projektets overløb på penge og tid, og underløb på funktionalitet, mens man i højre side ser en sort/hvid video af en datalog, der sidder og digitaliserer løs i et storrum (når der zoomes ind viser det sig, at han bare sidder og leger med et regneark).

Jeg agter at hyre Jonathan Spang og Mick Øgendahl som producere på serien. Kun de kan komme tæt på sandheden omkring store projekter i Danmark.

Så var der lige SignalProgrammet

Og det bringer mig til Danmarks Bedste Læsere og SignalProgrammet (SP). Tak for inputs - faglige og sjove er I sgu, I læsere!

SP var jo egentlig et ganske ligetil projekt: Skift alle de gamle signal-ting på alle jernbanestrækninger ud med noget moderne, og så bliver alt bedre. Bum.

I et land, hvor enkelte strækninger stadig har 1.246-anlægget kørende (lavet i 1912, modificeret i 1946) lyder det som en virkelig god idé.

Vi starter med at lægge os fast på en industri-standard, der støttes af EU (bemærk, hvor herligt det føles at skulle læse om GSM igen - det var ellers noget, som vi snakkede om i 1980'erne, da NMT gik af mode).

Mine damer og herrer: Mød ERTMS:

ERTMS in brief - ERTMS

Well, som I ved, er SP ikke helt færdigt endnu og ERTMS er ikke helt den brølende succes i EU, som den uden tvivl bliver. Danmark har til gengæld til den tid flere eksperter på området end de fleste.

SP blev udtænkt i 2005, på Finansloven 2009, vundet af et konsortium, der lidt ildevarslende kaldte sig JV-REAP, forventet afsluttet 2014, senere allersenest 2021.

Nu er det udsat til 2030, going on 2035. Prisen er også steget lidt og ligger nu på cirka 23 af de store.

Kan jeg tilføje noget? Well, ikke rigtigt. For nogen har været foran i mange år på dette område og fortjener virkelig stor ros.

Ingen - ingen! - har nemlig dækket Danmarks største jernbaneprojekt bedre og mere detaljeret end Ingeniøren, og jeg bringer Eder deres landing page, hvor alene overskrifterne er det hele værd:

Danmarkshistoriens største jernbaneprojekt | Ingeniøren

Jeg vil i næste uge, baseret på øl-drevne samtaler med Folk, Der Ved Noget, skrive en lille smule mere om SP, og så må det være nok. Det er jo næsten ikke til at holde ud at læse om.

Således slap vi af med digitaliseringen, fik søsat en tv-serie og taget fat på SignalProgrammet i ét hug. Ikke dårligt. I har fortjent en Sweet Gale fra Thisted Bryghus. Den er med i 5-packen fra Rema. Fortæl mig alt om jeres weekend-tanker på mogensxy@gmail.com. Jeg kan tage det.

Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.

Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?

Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.