Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
It-sikkerheden inden for erhvervslivet håndteres primært i et økosystem, som domineres af Android og Windows.
Sådan er det på trods af, at Windows gennem længere tid har tabt terræn, samtidig med at efterspørgslen efter Apple-enheder har vokset sig større og større.
Apple-produkternes stigende popularitet fører derfor nu desværre til eskalerende it-sikkerhedsproblemer i mange virksomheder.
De seneste tre år er Macs totale markedsandel øget med 60 procent globalt. Mange medarbejdere, som bruger Mac og iPhone privat, vil gerne bruge Apple-produkter også i arbejdsmæssig sammenhæng.
Udbredelsen af hjemme- og hybridarbejde er sandsynligvis en vigtig årsag til, at vi i dag ser en større efterspørgsel efter Apple-produkter i virksomhederne – og et øget antal Mac-brugere.
Uanset økosystem skal virksomhedernes enheder kunne håndteres og sikres centralt.
Men næsten alle sikkerhedsleverandører fokuserer på Windows først. Mac-produkter og mobiltelefoner kommer i anden og tredje række. Og når it-afdelingen overfører Windows-løsninger til MacOS og iOS, opstår der ikke bare it-sikkerhedsproblemer.
Også produktivitet og brugervenlighed påvirkes. Desuden er it-afdelingen og sikkerhedsteamet ikke altid enige om, hvilke produkter og løsninger der skal bruges.
Uenighed om sikkerheden
For it-afdelingen har hurtighed og agilitet højeste prioritet.
Sikkerhedsteamet fokuserer derimod på løsninger, som kan identificere og udbedre integritets- og sikkerhedsrisici i systemerne. Resultatet bliver ofte en opsætning med fragmenterede og ikke helt optimalt tilpassede løsninger.
Eftersom Windows stadig dominerer i virksomhederne, er det normalt, at Windows-tilpassede sikkerhedsløsninger overføres direkte til Mac og mobil.
Dermed risikerer man sikkerhedsproblemer, men det er ikke den eneste ulempe: iOS-funktionaliteter og fordele som for eksempel grænseflader og enkelhed kan også gå tabt.
Sikkerhedsløsninger og -værktøj kan således føre til, at produktiviteten svækkes, samtidig med at brugeroplevelsen hos virksomhedens Apple-brugere forringes.
Desuden kan virksomhederne miste vigtige real time-indsigter, som man kunne have draget nytte af, hvis it-afdelingen og sikkerhedsteamet havde arbejdet sammen om håndtering og sikkerhed på én og samme platform.
Unødvendige omkostninger
De fragmenterede sikkerhedsløsninger kan blive en dyr affære med omkostninger, som dybest set er unødvendige.
Enhedshåndtering, endpoint-sikkerhed og ZTNA-løsninger til forskellige økosystemer og fra forskellige leverandører er dyre og kræver store investeringer. Derudover kræver det mange ressourcer at integrere de forskellige systemer med hinanden.
Men den absolut største omkostning får man, når man rammes af indtrængen eller skader pga. systemer, som reelt ikke er kompatible.
Moderne it-sikkerhed
Hvad er så en moderne it-sikkerhedsløsning?
Man må først af alt erkende, at det er utopi, at alle i en virksomhed skal bruge det samme system.
Men man kan godt kræve et ensartet syn på håndtering og sikkerhed, uanset om det gælder Windows eller MacOS.
I virksomhederne bør it-afdeling og sikkerhedsteam i fællesskab opprioritere et grundigt overblik over alle enheder, inden der gennem disse gives adgang til følsomme data.
Dette gælder, uanset om enhederne ejes af virksomheden eller er private enheder, som medarbejdere bruger til både private og arbejdsmæssige formål. Og er der én ting, som er alfa og omega, så er det enkelhed.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.