BREAKING:Region Syddanmark skal betale historisk stor bøde for grove overtrædelser af GDPR

Artikel top billede

(Foto: Lars Jacobsen)

Nørgaard: Det Store Gennembrud i Skat!

Klumme: Få gange har jeg glædet mig mere til at skrive en klumme. For emnet i dag er helt suverænt, fantastisk, overraskende og positivt.

Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.

Jeg skriver en klumme til Computerworld en gang om ugen, så den kan udkomme fredag eftermiddag.

Det er nogle gange sværere end andre gange. Jeg kan savne inspiration, være træt, have andre planer torsdag nat og fredag morgen ... alt det sædvanlige.

Nogle gange har jeg endda problemer med at vælge mellem flere emner.

Men det her er ikke en af de svære uger.

Få gange har jeg glædet mig mere til at skrive en klumme. Ikke fordi den næsten skriver sig selv, sådan lidt AI-agtigt. Ikke fordi jeg har fået nogle fantastiske input fra læserne - men fordi emnet er helt, helt suverænt, fantastisk, overraskende og positivt.

En fabelagtig nyhed

Jeg er kort sagt i et fænomenalt humør, og jeg har en kæmpe lyst til at dele en fabelagtig nyhed med jer.

Men først: Jeg har læst en masse gode, positive nyheder her på det sidste, og jeg har besluttet mig for at starte med at dele to af dem med jer, mine forpinte læsere:

1) NetCompany har fået styr på alle lufthavnes problemer, så disse simpelthen kan vokse UDEN at man skal til at bygge til i den fysiske verden.

2) Kommunerne er blevet seriøse med hensyn til cybersikkerhed, hvilket KAN betyde, at de ikke alle sammen, hver for sig, selv finder på noget (forskelligt).

De to nyheder tilsammen er RIGELIGT til at redde enhver stundende weekend. Men der er mere. Meget mere.

Skat har fået styr på det

Og så skal vi til det. La Bomba, fristes man til at kalde nyheden: Skat har nu fået styr på store projekter, måske især takket være en tidligere iværksætters geniale input:

Jamen, for Fanden! Endelig!

En startup-MF-gut fik mulighed for at kommentere på det generelle problem, der hedder store it-projekter i Skat og fik den ansvarlige minister (og hele embedsværket) til at stoppe op, studse, lytte - og rette ind!

Tag for eksempel dette: "Der bevilges en milliard ekstra. Og samtidig lægger vi et loft på 300 millioner over hvert projekt."

Bum.

Hvor mange gange har jeg ikke kommenteret på offentlige it-projekter? Hvor mange gange har jeg ikke gjort grin med alle tilsynene, kontrollerne, møderne og de ekstra fedtlag i organisationerne? Hvor ofte har jeg ikke latterliggjort DJØF'erne i vor midte?

Min hån slutter nu

Det slutter lige nu, mine herlige, kærlige, bedårende og behårede venner.

Midt i en halv-miserabel dag med alle mulige nyheder om bander, SMS'er, mangel på arbejdskraft, AI, bio-diversitet, og hvad ved jeg - så var der gedigent break-through!

Som en service bringer jeg eder et link til det oprindelige tweet fra politikeren (inkl. min begejstrede kommentar): Lige her.

Hvis I ikke orker at linke over til Twitter er teksten her (eksklusiv min begrejstrede kommentar):

"Aldrig mere skal et it-projekt gå milliarder over budget! Ny politisk aftale om bedre styring af skattevæsenets IT projekter. Jeg har kunne sætte nogle af mine erfaringer fra tech-startups i spil. Tak til ministeren for at have lyttet og været konstruktiv. Så det har vi forhandlet om. Blandt andet indeholder den; - Loft over aktiviteten, så alt skal prioriteres inden for rammen. - At komme af med "tech-debt" og få opdateret gamle systemer. - Digitaliseringsklar-lovgivning, så IT konsekvenserne af nye love skal kendes før de vedtages. - Gamle love skal kigges igennem for simplificeringer. F.eks. er antallet af forskellige rentesatser og tilskrivningsregler voldsomt, og kan ensrettes med store gevinster i systemernes omfang. - Konkret grænse for størrelsen af projekter på 300 mio. kr."

Det var i sidste øjeblik

Det var også ved at være i sidste øjeblik.

Jeg har hørt mange sige, at det simpelthen ikke kunne blive ved med at gå med alle de problemer med store, offentlige it-projekter, mens jeg lidt "klovnen-græder-bag-den-smilende-maske"-agtigt har prøvet at trøste mig selv og andre med, at det går bedre og bedre for vort land jo mindre vi laver og jo mere vi spilder tid, penge og kræfter.

Det er nu fortid.

En enkelt milliard oveni milliarderne og et loft på 300 millioner - ja, og så liiiige et carte blance til, at Skat kan bede om samkøring af alt og alle i digitaliseringens hellige navn.

Alle erfarne it-folk kan se, at det vil medføre BÅDE regelforenkling OG it-projekter, der lykkes på scope, penge og tid.

Jeg ved bare, at embedsmændene også kan se det, at lobbyisterne kan se det, og at Statens IT-Råd, IT-Tilsynet og Rigsrevisionen nu skal til at kigge sig om efter noget andet at lave.

2023 var året, hvor vi endelig fik gennembruddet.

Kan I i øvrigt huske min historie om The Baltic Porter, som nogle gæve finner sænkede ned i Østersøen og ikke fandt igen før de efter fem år bad nogle folk fra det finske Frømandskorps ("Navy Combat Divers") om hjælp?

Hvad amatørerne brugte fem år eller mere på, det ordnede de professionelle på ca. 15 minutter, som mine finske venner forklarede mig.

Og da den rette politiker-/startup-gut kom til, tog det nogle få bemærkninger at få fixet problemerne med store, offentlige it-projekter.

It goes to show you never can tell (Chuck Berry).

Og hvis I vil se, hvordan den slags opmuntrende slagere kan leveres til et næsten levende, men siddende, publikum i Skandinavien, så bør I nok bruge et par minutter her sammen med et godt glas med indhold:

Espen Just - You Never Can Tell (Live) - Bing video

På nationens vegne

Det glæder mig på nationens vegne, at vi endelig har fået styr på offentlige it-projekter.

Måske kan principperne også bruges på supersygehusene, DSB's signalprogram, Niels Bohr-bygningen og et par andre små-problematiske ting?

Det eneste, som jeg er lidt ked af er, at jeg har mistet et emne at skrive klummer om. Men jeg finder nok på noget.

God weekend! Del jeres begejstring med mig på mogensxy@gmail.com - og skål!

Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.

Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?

Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.