Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Først og fremmest et stort UNDSKYLD til jer, fordi jeg ikke leverede en klumme sidste fredag. Jeg har ingen gode undskyldninger.
En af dem, der kommenterede min seneste klumme, var Stig, der skrev, at ingen ville gide at se min TV-serie om projekter, der ikke helt gik som planlagt, fordi det ville minde alle EDB-folk alt for meget om deres hverdag. Fair point.
Dog foreslog en anden læser at slutte hvert afsnit af samme TV-serie med en Cirkus Maximus-scene, hvor personen, der fik den dér helt geniale idé, bliver lukket ind i en arena med vilde dyr.
Jeg kunne forestille mig nogle ret gode scener med mink, jyske ulve og indhegnede vildheste fra Mols.
Det er for alvor gået op for mig, hvilke store, personlige omkostniger det har at springe bare en enkelt klumme over: Jeg troede, at jeg kunne holde trit ved en gang om ugen at skrive lidt små-rapporter om diverse projekter, der ikke går helt som forventet, men næhnej: Bare én uge, hvor jeg undlader at skrive, og det hele stikker komplet af. Komplet. Dette bliver en MEGET lang og kedelig klumme.
Jeg har delt hele molevitten op i fire afsnit, hvoraf I nu har overstået Afsnit 0, nemlig Verdens Længste Indledning. Nu kommer der rigtige indhold:
Først et helt afsnit om projekter, der sætter kursen sydpå.
Så skal vi lige have noget at smile lidt af, og det er højtflyvende tanker, kan jeg godt love! Hint: Pigs in space!
Til sidst forsøger jeg at provokere jer om noget HELT andet, der intet har at gøre med IT: Jeg håber I gider lege med, kommentere og komme med eksempler på, at noget lige så åndssvagt som - er I klar? - Lars Findsens reorganisering af Forsvaret også er set i det rigtige liv. Jeg nægter at tro på det. Men som sagt: Jeg vil beskrive, hvad jeg tror, han har gjort, og give min arrige mening tydeligt til kende, hvorpå I måske kan rette mig lidt op - og lidt ind - via nyhedskanalen mogensxy@gmail.com.
Først projekterne: Aalborg, SP, Busterminalen og Esbjerg!
Eksempel 1: Igen-igen har vi fået en vandig oplevelse fra Supersygehuset i Aalborg (I ved, dét, som man har anbragt på en høj deroppe og derefter forsynet med en vægbeklædning, der ikke tåler vand og vind.
I Aalborg. På en høj.
Det er da sjovt. Anyway, denne gang var det bare 40.000 liter vand på gulvet. Årsagen viste sig at være to vandførende rør, der på en måde var sat sammen, men ikke på den fede måde. Inde i væggen.
Denne hændelse, plus et par stykker til, som nok snart dukker op, vil forhåbentlig medføre, at de sølle 40 år, som de fem supersygehuse lige nu er forsinkede i alt, kan blive til... 42!
Når dette vigtige delmål nås, vil jeg udbringe en skål i hospitalssprit på den fremragende Café Vandvid i Sydhavnen her i København.
Eksempel 2: Efter at jeg forsigtigt stak tåen i vandet (og hånden i hvepseboet) omkring SignalProgrammet er DSB holdt helt op med at køre med tog!
De er nu reelt gået 100% over til en blanding af busdrift og klimaforbedringer, der kan mærkes (dvs. aflysninger).
Jeg giver op! Jeg modtog både hel- og halvhjertede mails om signalprogrammet - og TAK for dem! - men jeg må melde pas. Jeg KAN bare ikke mere. En af mine i sandhed rationelle venner, der vitterligt forstår at observere verden uden at blive alt for ophidset, har f.eks. gribende og nærmest jernbane-erotisk, beskrevet, hvordan det ikke én eneste gang på et helt år er lykkedes ham at komme fra Kalundborg til København og retur uden forsinkelser eller omlægninger. Ikke én.
Jeg har også fået historier om den sædvanlige, danske specialitet omkring store, teknisk komplicerede projekter: Chefer uden hverken teknisk forståelse eller interesse, helst fuldstændigt uden erfaring på området, hvorfor disse vil holde så mange statusmøder, bede om så mange rapporter, samt bestille så mange eksterne konsulent-devalueringer, der non-stop forstyrrer de få, der prøver at lave noget, at næsten alle, der reelt kan noget, forsvinder fra projektet.
Eller hvad med den, formentlig tæt relaterede, nyhed om, at der nu kører 245.000 flere biler på vejene, fordi folk simpelthen ikke mere kan regne med, endsige bruge, togene til noget som helst?
Jeg kan ikke finde på noget at skrive om det. Ingen ord er fattige nok.
Én godhjertet læser forsøgte faktisk at trøste mig med ordene: "Men pyt med det, IT-skandaler tæller også med i BNP og øger det på lige fod med trafikulykker og sygdom."
Tak. Det lunede lidt.
Eksempel 3: Et par læsere forsøgte også af et godt hjerte at distrahere mig med nogle andre historier om kollektiv trafik, så jeg måske glemte signalprogrammet et øjeblik. Den ene bragte mig denne muntre frontlinje-beretning om Københavns (manglende) Busterminal:
"Efter at have fulgt den gældende skabelon for offentlige projekter, 1 til 1½ års forsinkelse og dobbelt så dyr som projekteret står busterminalen nu færdig her i juli. Hurra for det, så kan busserne tage terminalen i brug - men nej, der mangler det allervigtigste, softwaren der skal styre tavlerne så man kan se hvor busserne kører hen.
Selv om der aldrig har været nogen software og elektroniske tavler i Ingerslevgade mener Københavns Kommune at åbningen skal udsættes indtil man har de fine tavler og softwaren.
Busselskaberne har tilbudt at ansætte en medarbejder der viser de rejsende rundt og sørger for manuelt at opdatere et stort whiteboard i ventesalen og så naturligvis bibeholde det skilt i forruden af busserne, der fortæller hvor bussen kører hen, men nej, terminalen KAN ikke åbne før softwaren er klar og da ingen har budt ind på det udbud Kommunen har haft kan det let tage noget tid."
Link: https://www.magasinetkbh.dk/indhold/ny-busterminal-igen-forsinket-dyrere-its
Jeg kan for egen regning tilføje, at IKEA's nye afdeling ligger op ad den nye busterminal, og de har skam sørget for, at der er direkte indgang fra terminalen til det hellige sted, hvor de sælger kødboller og pølser.
Det er nok en meget god idé, for det ligger endnu ikke klart, hvorvidt der overhovedet bliver en kiosk eller lignende ved busterminalen. Det har Københavns Kommune endnu ikke besluttet.
I forvejen ligger den nye terminal langt fra alt andet end den ubemandede S-togsstation Dybbølsbro, så det er supersejt, at man kun kan få noget at spise eller drikke hos IKEA. Sikke et afsnit af mit TV-serie det kunne blive.
Eksempel 4: En anden læser havde en ret fantastisk historie om Esbjergs bybusser. Den var så sørgmunter, at jeg glemte signalprogrammet i flere minutter.
Det forholder sig sådan, at de gamle bybusser i Esbjerg havde en manuel kørestolsrampe, som kørestolsbrugerne ikke selv kunne nå. Samtidig har buschaufførerne strenge ordrer på, at de IKKE må forlade deres førersæde for at hjælpe dem med at få rampen slået ud. Det er derfor HELT op til de handicappede selv at finde ud af, hvordan de kommer om bord i bussen.
Hvilket de ikke kunne, og derfor sjældent gjorde.
Handicappede med for korte arme/
Kan ikke køre, kun larme/
Men kan de så bede chaufføren om assistance?/
Ha! Ikke en chance.
Det medførte en helvedes masse klager fra kørestolsbrugerne, de kværulanter, og da det var tid til at gå elektrisk med busserne var der en oplagt mulighed for at lave en løsning, hvor kørestolsbrugerne kunne trykke på en knap uden på bussen, som fik en kørestolsrampe til at komme dem til hjælp. I ved, som man gør andre steder.
Men nej. De nye, elektriske bybusser i Esbjerg har de samme (utilgængelige og ubrugelige) kørestolsramper som de gamle havde.
Forklaringen er så poetisk, at den fortjener en særlig DJØF-pris. Da en politiker, der havde været med til at tage beslutningen om IKKE at lave smarte ramper til kørestolsbrugerne, blev spurgt, hvad det mon kunne skyldes, så svarede han, og den sætning bør stå på hans gravsten, når den tid kommer:
"Vi snakkede med både vognmænd og buschauffører, inden vi købte de nye busser, og de svarede, at ramperne stort set ikke bliver brugt."
Når jeg en dag bliver bedt om at være ekstern underviser på diverse DJØF-uddannelser vil jeg benævne denne geniale spørgemetode "Mor Karen-metoden", og den vil få en hædersplads i min selvskrevne lærebog lige efter Monte Carlo-metoden:"Hey chauffører - bliver de dér ubrugelige kørestolsramper, som I ikke må hjælpe de handicappede med at kunne anvende i praksis, og som de brokker sig over i ét væk, overhovedet anvendt ret meget i praksis? Nej, vel? OK, fint nok, så behøver vi ikke lave dem om i de nye el-busser."
Det var Første Afsnit - nu kommer det Andet (det sjove)!
Efter disse fantastiske projekter er der brug for et "mental break", som min ven Cary Millsap kaldte det i gamle dage: Vi er nødt til liiige at kigge på noget helt andet, og gerne lidt muntert: Et projekt, der rent faktisk lykkedes, men undervejs havde nogle interessante faser. Jeg kalder det Skyhook, men det hedder også noget meget pænere:
Fulton surface-to-air recovery system - Wikipedia
Her kan man tale om en mand med en vision: Det skulle selvfølgelig være muligt at hive en strandet pilot eller spion op fra fjendtligt territorium i et snuptag v.h.a. en Hercules eller anden kraftig maskine, der griber et reb, der bæres oppe af en ballon. I processen opfandt man af nød bungee-rebet, da det statiske knækkede ved en større belastning.
Her ser vi eksempelvis, hvordan en nedskudt pilot hygger sig i et stykke tid i ro og mag i en gummibåd midt ude i Damhussøen (eller måske Stillehavet) inden han lige, vupti, bliver samlet op:
I overført betydning tror jeg, at videoen meget fint illustrerer følelsen hos almindelige IT-folk, når de dér chef-chefer, corporate seagulls og eksterne jubelfantaster swoopper ind over et projekt bevæbnede med powerslidedecks, hvor ordet "AI" pludselig ses overalt.
(Pro-tip: Et godt gæt er, at Microsoft vil hæve prisen på Office med 83% med begrundelsen "AI". Og folk kan jo ikke sige nej til noget så fantastisk. Tænk, hvad de så kan få ud af Quantum, når dét får sit ChatGPT-moment).
Tilbage til Skyhook-projektet: Som altid, er det i detaljen, at Djævelen, den skjalm, ligger og lurer, hygger og underholder: På et tidspunkt, da det elastiske reb var opfundet, men før man testede det på mennesker, var det tid at prøve systemet af på noget levende. Man valgte en gris.
Jeg beder læseren sætte sig i grisens sted. Den får spændt nogle seler omkring krop og ben, og bliver så bedt om at stå stille midt på en mark, mens en ballon svæver højt oppe i et reb forbundet til vores grisehelt.
Den har formentlig undret sig, måske især da en større maskine kommer farende hen over den i relativ lav højde...
Jeg citerer:
“Lifted off the ground, the pig began to spin as it flew through the air at 125 miles per hour (200 km/h). It arrived on board uninjured, but in a disoriented state. When it recovered, it attacked the crew.”
Jeg kan egentlig godt forstå grisen. Den havde fået nok. Det sker måske også en dag for kørestolsbrugerne i Esbjerg - The few, the chosen.
Heldigvis har nogle entreprenante kinesere ønsket at se, hvordan grisen så ud i hovedet, så de fik Verdens Bedste Idé:
Det var det muntre, det opmuntrende, det opbyggelige! NU skal vi have noget Findsen!
Der er som bekendt to ting, vi danskere kollektivt lyver om årti efter årti og nægter at tale om indbyrdes: Landbrugets forurening og vores manglende bidrag til militæret.
Alligevel er der detaljer, som det kan være sjovt at dvæle ved. To af disse er, at Findsen - i følge ham selv i hans egen bog - er MEGET stolt over, at han fik handlingslammet det danske Forsvar totalt OG fik anbragt det civile center for cybersikkerhed under FE, så det hverken kan gøre noget som helst eller hjælpe nogen som helst. Flot. Tak.
Med hensyn til Forsvaret og Findsens genistreg, som ifølge ham selv kom til ham i brusebadet, så gad jeg egentlig godt se en privat biks, der feks. laver IT-produkter, gøre følgende: Indkøb, HR, Salg og Rengøring bliver til selvstændige søjler i organisationen med hver sin direktør, mens den hidtidige direktør for det hele (CEO'en) OGSÅ får sin egen søjle og gøres til Søjledirektør på linie med de andre Søjledirektører.
Så nu er CEO'en pludselig ligestillet med cheferne for Rengøring, Salg, HR og Indkøb, og han har ingen ret til at kommandere rundt med dem overhovedet. Han kan spørge høfligt, kan han, og han skal vise taknemmelighed, når de andre gider gøre noget for ham, skal han.
Ovenpå dette pragtpalads placerer man nu en person uden hverken erfaring, ansvar, indsigt eller interesse i IT og gør dermed ham til den reelle chef for hele molevitten.
Smukt, ikke? Og ALLIGEVEL fungerer det ikke specielt godt, at Forsvarschefen ikke længere er chef for Forsvaret, at militære beslutninger og planer skal tages og lægges af civile departementsbeder a la Findsen (der selvfølgelig aldrig selv har været soldat). Nogle politiske kandestøbere af nogle embedsmænd bestemmer reelt alt på det militære område.
Hvis Findsen havde fået lov at fortsætte havde han uden tvivl også fået gjort noget ved hele titel-hejset i militæret, så officererne i stedet for deres latterlige, gammeldags, militære titler var blevet til rigtige kontorchefer, fuldmægtige, konsulenter og fagdirektører i stedet. Så kunne Generalstaben blive til Kontorchefudvalget, en brigade kunne kaldes et sekretariat og FE kunne blive til Informationssikkerhedskoordineringen.
Nå, men omlægningen havde nogle helt fantastiske bivirkninger. Én har især bidt sig fast i mit barnlige sind:
Jeg mindes nemlig ofte med glæde og stolthed, da disse krigeriske embedsmænd, som pludselig, lidt kup-agtigt, havde fået kommandoen over hele militæret takket være departementschef Findsen, sendte en besked til vore udsendte i Afghanistan om, at de ikke længere bare måtte smide brugte og slidte jernled fra bælterne på vore tanks over i den samme bunke, som briterne og amerikanerne smed deres over i, for der KUNNE være risiko for, at der MÅSKE havde samlet sig skadelige og hidtil ukendte bakterier på leddene mens de drønede rundt i Helmand.
Derfor fik vores dyrt betalte, erfarne og højt uddannede folk besked på, at alle led fra bælterne skulle renses grundigt, gerne med en børste, før de blev smidt over i bunken til de andre (beskidte og farlige) led fra britiske og amerikanske bæltekøretøjer.
Efter nogle dybe overvejelser besluttede man sig heldigvis for at hælde diesel over de kasserede led og stikke ild til skidtet, så de blev renset på den måde, fremfor at lade overkonstabler med 20 års erfaring stå og pudse kædeled. Før man smed dem over i bunken til deres britiske og amerikanske fætre, naturligvis.
De Afghanere, der jævnligt hentede jerndele fra bunken, var i øvrigt tilsyneladende ligeglade med, om de hentede de fuldstændigt politisk korrekte, danske led, eller de dødsensfarlige og bakterietruede led fra briterne og amerikanerne.
Tak, Findsen.
Enough! Jeg er færdig! Skriv til mig på mogensxy@gmail.com om andre gode projekter I kender til. Skriv om flyvende grise og Findsens nyskabende organisations-diagram! Vi er en nation af genier, og det skal dokumenteres og fejres! Skål!
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.