Det var den mest eftertragtede titel for danske it-chefer og CIO'er, der torsdag aften var på spil, da Årets CIO skulle kåres.
Det skete i BMW Experience Center uden for København, hvor flere af landets tungeste it-profiler kort før klokken 21:00 kunne overvære Susanne Schustin, CIO i Blue Water Shipping (BWS), modtage prisen.
Kort tid efter, stod en tydeligt begejstret Schustin på scenen for at modtage både pris og klapsalver fra salen.
Bag kåringen står Dansk IT, Computerworld og IDC, og det er 18. gang, vi kårer Årets CIO i Danmark.
Virkelig overrasket og beæret
Selv om Susanne Schustin både havde håbet og forestillet sig, hvordan det ville være at vinde titlen, som landets bedste CIO, så var hun alligevel overrasket, da chefredaktør på Computerworld læste hendes navn op torsdag aften.
"Jeg blev virkelig overrasket. Jeg havde håbet det og forestillet mig det, men når man så hører sig eget navn, så bliver man alligevel overrasket," siger hun.
Og selv om Schustin var nomineret sidste år, så var det ikke sådan, at hun havde forventet at prisen var hjemme i år.
"Jeg synes, det er en stor ære, og den anerkendelse, der ligger i det fra branchen, betyder helt afsindig meget," lyder det.
Dagen derpå er det dog ved at synke ind, at Susanne Schustin nu også kan kalde sig årets CIO i det kommende års tid.
"Jeg går på weekend med forståelsen af, at det er sådan, og det er helt vildt dejligt," siger hun.
Kun anden kvindelige vinder
Susanne Schustin bliver efter kåringen kun den anden kvindelige vinder ud af 18 i alt til at tage prisen.
Den første var sidste års vinder, Ann Fogelgren fra GN Store Nord, der kunne give stafetten videre til Schustin.
Det er dog ikke det vigtigste for Schustin, om det er en kvinde der vinder eller ej.
"Jeg er meget optaget af den moderne CIO's rolle. Jeg synes, at både Ann og jeg er gode eksempler på moderne CIO's, og derfor betyder det rigtig meget for mig, at det er den slags CIO, der bliver belønnet," siger hun og fortsætter:
"At vi også er kvinder betyder nok mest for alle de unge kvinder, vi gerne vil have ind i it, som vi kan være rollemodeller for. Derfor er det også vigtigt for mig."
Skal (forhåbentlig) fejres på Fanø
På spørgsmålet om, hvad prisen kommer til at betyde for hende, forklarer Susanne Schustin, at hun i forvejen føler sig privilegeret ved, at hun bliver inviteret steder hen for at dele ud af sine meninger, syn på ting og erfaringer.
"Det, forventer jeg, bliver sparket et gear op i det kommende års tid, og det byder jeg velkommen. Det kan jeg godt lide," lyder det.
Har I fejret kåringen endnu?
"Vi har ikke fejret det endnu, men vi har allerede fejret, at jeg er blevet nomineret. Det blev jeg sidste år, og det er jeg blevet igen. Nomineringen blev fejret ved, at vores køkken lavede konditor-medaljer til mange mennesker."
Hvordan kommer I så til at fejre, at du har vundet - er det noget, du kan løfte sløret for?
"Jeg kan sige, at det involverer Fanø, forudsat, at jeg får en godkendelse af det sted, vi skal være på," lyder svaret fra BWS' CIO.
Susanne Schustin har i forbindelse med sin ansættelse i BWS købt hus på Fanø, hvorfra hun fire dage om ugen tager færgen på arbejde, mens hun bruger weekenderne på sin bopæl i Hellerup.
Hvor skal prisen stå, Susanne - Fanø eller Hellerup?
"Den skal i hvert fald starte med at stå mit skrivebord på arbejdet," siger hun med et grin.
Her er landets fem bedste CIO'er
Susanne Schustin slog på målstregen de øvrige fire nominerede til Årets CIO.
Det var Malin Marker Persson fra Akademikernes A-kasse, Bjørn Borup fra Røde Kors, Claus Thomsen fra Lundbeck samt Nicolas Skovmand fra Bestseller.
De fire kan dog bryste sig med, at de er blandt de fem bedste it-topchefer i landet lige nu og på mange måder toneangivende for, hvordan den moderne CIO ser ud i dag.
Tidligere års vindere
Med titlen løfter Susanne Schustin arven efter sidste års vinder, CIO i GN Store Nord Ann Fogelgren, der i år som jurymedlem har været med til at pege på netop Susanne Schustin som årets vinder.
Susanne Schustin var også nomineret i fjor, men blev her altså slået af Ann Fogelgren.
Vinderen af Årets CIO-konkurrencen får plads i en pragtrække af dygtige CIO'er, som gennem årene har vundet konkurrencen.
Her kan du se listen med de tidligere års vindere af Årets CIO i Danmark.
Læs om CIO'erne og deres arbejde herunder: