Årets CIO 2023: Torsdag aften kårer Computerworld sammen med IDC og Dansk IT Danmarks bedste CIO.
Det kommer til at ske som kulminationen på et stort anlagt arrangement, som begynder allerede i eftermiddag i BMW Experience Center i Kongens Lyngby uden for København med taler, inspiration, netværk og fokus på 'teknologisk lederskab i en tid med megen usikkerhed.'
Det er 18. gang, at vi kåret Årets CIO, og aftenens vinder indtræder i en sand perlerække af det ypperste, som de danske it-afdelinger gennem årene har kunnet levere af kompetencer, viden, ledelse, handlekraft og indsigt.
Årets jury består af Computerworlds chefredaktør Lars Jacobsen, næstformand i Dansk IT Line Ørskov, professor på Aalborg Universitet Jeppe Agger Nielsen, bestyrelsesprofilen Annette Otto samt sidste års vinder, CIO i Gn Store Nord Ann Fogelgren.
Noget af en opgave
Juryen har været på noget af en opgave i dens vurdering af de fem nominerede, som lige nu er de bedste it-chefer, der findes i Danmark. Det siger ikke så lidt.
Fælles for de fem nominerede er, at de alle favner bredt i et komplekst krydsfelt af ledelse - inklusive ikke ubetydelige kommunikationsevner - strategi, kunde-fokusering, teknologi og forretning.
Det kræver bogså fokus på helt klassiske driftsdiscipliner, på agilitet og hastighed og på kompetence-opbygning internt i it-organisationerne samt på at trække opgaverne hjem igen fra eksempelvis store outsourcing-partnere.
Et fællestræk for de fem CIO’er, som er med i opløbet, er, at deres dispositioner og deres udvikling og håndtering af it-strategier og det generelle it-arbejde i ofte stærkt konkurrenceprægede markeder under hastig udvikling har markant betydning for de virksomheder, som de arbejder for.
Intet tyder på, at den udvikling stopper. Den digitale omstilling er på mange måder et løbende projekt under konstant udvikling, som hele tiden skal tilpasses og justeres efter nye teknologiske muligheder, skiftende vilkår og skiftende behov.
I de fleste virksomheder er der da også i dag en gryende forståelse for, at konkurrencekraft og levedygtighed på langt sigt er afhængig af, at der sidder en visionær, indsigtsfuld og handlekraftig CIO på posten, som forstår forretningen - både nu og i fremtiden.
Du kan læse mere om de fem nominerende og deres opgaver herunder. Klik på hvert enkelt link for at få mere at vide.
Malin Marker Persson, udviklings- og digitaliseringsdirektør i AKA
"Alle kernesystemerne var simpelthen ikke opdateret. Vi brugte faktisk to år på at opdatere alle vores systemer og nedbringe teknisk gæld. Det betød, at der var lidt frustration i organisationen, fordi man kan ikke rigtig kan udvikle noget samtidig med, at man opdaterer systemerne."
Bjørn Borup, CIO og CDO i Røde Kors
”Vi har hele tiden fokus på at få mest mulig digitalisering for pengene. Men jeg ser det som et spændende vilkår, og indenfor de vilkår leverer vi sindssygt mange gode resultater.”
Claus Thomsen, CIO i Lundbeck
"Min organisation skal også kunne rumme mennesker, der har anderledes behov. Diversitet er for mig meget mere end bare mænd og kvinder. Vi forsøger at imødekomme alle de forskellige behov - for at skabe en fed arbejdsplads og for at sørge for at skabe rammerne for, at vores medarbejdere kan være de bedste udgaver af dem selv."
Susanne Schustin, CIO i BWS
”Det er meget få forundt at få lov til at bygge al it fuldstændigt forfra i en etableret virksomhed. Jeg fik jo virkelig et mandat til at udføre en kæmpe forandring i BWS' it-system, og den forandringsvillighed, jeg er blevet mødt med, er et meget stort privilegie.”
Nicolas Skovmand, CIO i Bestseller
"Vi vil ikke gå på kompromis med, hvordan vi kører vores forretning. Og når du vælger et standardsystem, er du nødt til at gå på kompromis og vælge nogle best practice-processer fra softwareleverandøren, og så kan du selvfølgelig konfigurere dig omkring det. Der vil vi bevæge os en lille smule mod strømmen i forhold til, hvad andre gør."