Skærpede revisionskrav i USA til at gemme samtlige e-mail, også dem medarbejderne helst så slettet, er guld værd for det danske softwarehus Opportunity Solutions.
Selskabet har udviklet og markedsfører en såkaldt add-on til Microsoft Outlook, der automatisk journaliserer og holder styr på både ind- og udgående emails.
Alle emails, der ryger ud og ind af virksomheden, bliver lagret i en form for informationssilo, fortæller administrerende direktør Michael Spenner.
- Den informationssilo kan man forsegle, så det kun er revisoren, der har fuld adgang, siger Michael Spenner.
Kunder kommer selv
Mulighed for at lave revisionssikker løsning på at gemme emails og bedre muligheder for at administrere email i det hele taget er ifølge direktøren en populær coctail.
- Vi har kunder i Australien, USA og Canada uden have en salgsorganisation i de lande. De hører om os fra mund til mund og finder os på internettet, siger Michael Spenner.
Han er per 1. april tiltrådt som administrerende direktør i Opportunity Solutions, hvor han afløser Lars Andersen, tidligere partner i Columbus IT Partner.
Lars Andersen har fortsat aktier i selskabet og fortsætter i bestyrelsen.
For bare et års tid siden var Opportunity på fallittens rand, men blev reddet af kontant indskud fra ejerne.
Plus på bundlinjen
Selskabet har haft massive millionunderskud i de tidligere år, men den udvikling er ifølge Michael Spenner vendt under Lars Andersens ledelse.
I 2004 skulle der således være plus på bunden, når regnskabet offentliggøres i løbet af tre til fire uger.
Selskabet har driftsoverskud fra og med fjerde kvartal 2004, og ekstraordinære indtægter trækker bundlinjen op på plus for hele året, oplyser direktøren.
- Det kører rundt nu, og det kan gå hen og blive halv-stort, siger Michael Spenner.
I den kommende tid vil første prioritet være at opbygge en partnerkanal og dernæst at udvikle yderligere moduler til systemet.
Selskabet tæller 10 mand i Hellerup, der primært er beskæftiget med salg, mens udviklingen er outsourcet til Indien, hvor der i øjeblikket er 12 mand beskæftiget.