Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Ny AI-teknologi kan læse vores tanker / Kolding bliver mindre digital / McDonald's var den mest downloadede mad-app i verden i 2022

Nyt AI-gennembrud kan ved hjælp af hjernescanning læse vores tanker. Kolding bliver mindre digital. McDonald's var den mest downloadede mad-app i verden i 2022, og Danmarks nye it-selskab Aeven reducerer energispild.

Godmorgen og velkommen til ugens første morgenbriefing fra Computerworld.

Denne uge er det den nyeste tilføjelse til Computerworld-redaktionen, Thomas Møgelbjerg, der serverer friske morgennyheder til jer.

Det er mandag, det er tidligt og derfor lægger vi ud med et nyt AI-gennembrud, der måske kan gøre det muligt at forstå vores drømme.

Ny AI-teknologi kan læse vores tanker

For første gang har forskere oversat folks tanker til ord uden et kirurgisk implantat.

Ved hjælp af en AI-dekoder, der matcher aktiviteten fra en såkaldt fMRI-hjernescanner, er det lykkedes at opsummere følelser og historier, som deltagere i undersøgelsen lyttede til, forestillede sig eller gennem korte videoer, de så. Det skriver The Guardian.

"Vi var ret chokerede over, at det fungerer så godt, som det gør. Jeg har arbejdet på dette i 15 år … så det var chokerende og spændende, da det endelig virkede,” siger Doktor Alexander Huth, der er hjerneforsker og leder på projektet fra University of Texas i Austin.

Gennembrud har potentiale til at revolutionere kommunikation for personer med handicap eller dem, der ikke kan tale, samt for retshåndhævelse og efterretningstjenester.

Og for nye eksperimenter med at oversætte og forstå drømme, siger hjerneforskere.

Kolding bliver mindre digital

Der er dårligt nyt, hvis du bor i Jylland eller på Fyn og og drømmer om at uddanne dig på Syddansk Universitet.

På grund af faldende interesse for uddannelser samt økonomisk usikkerhed i samfundsøkonomien har Syddansk Universitet besluttet at lukke flere uddannelser i både Esbjerg, Sønderborg og Kolding.

Det gælder i alt 19 uddannelser heriblandt Digitalisering og forretningsudvikling, som universitetet udbyder på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet i Kolding.

Det skriver TV Syd.

McDonald's var den mest downloadede mad-app i verden

Mere end 127 millioner downloadede sidste år McDonalds-appen, hvilket gjorde "den gyldne måge" til den mest downloadede mad-app i verden i 2022.

Det viser en ny opgørelse fra fastfood-mediet QSR Magazine, der også angiver, at der er dobbelt så langt ned til mad-app nummer to, nemlig UberEeats, der havde 60 millioner downloads.

Doordash, der blandt andet ejer Wolt, ligger nummer tre med 42 millioner downloads sidste år.

Modsat konkurrenterne kan man ikke få mad leveret gennem McDonalds-appen, men derimod bruge den til bl.a. at se menuer og optjene point, der kan give rabat ved køb.

Nyt it-selskab reducere energispild

Danmarks nye it-selskab Aeven - som 28. april blev etableret som selvstændig virksomhed efter splittet fra NNIT - er nomineret til Datacenterindustriens pris for bæredygtighedsprojekter i datacentre.

I samarbejde med Schneider Electric har Aeven implementeret en Fast Frequency Reserve (FFR) i sit ene datacenter. Systemet er koblet på det regionale energinet og er med til at højne effektiviteten i nettet.

Samlet set sikrer opkoblingen til FFR-anlægget, at energispild i regionen reduceres med 68 procent årligt.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra selskabet.