Danske Jesper Andersen er trådt frem i forreste række hos it-giganten Oracle.
Det blev understreget torsdag i London, da Oracle fløj "the A-team" ind fra hovedkontoret i USA til den europæiske etape af en promotion-tur i London.
Den ene halvdel af A-holdet var administrerende direktør Charles Phillips, den anden halvdel var danske Jesper Andersen.
I januar måned fik han i forbindelse med fusionen med Peoplesoft det overordnede ansvar for strategien for Oracles sammenbragte familie af applikationer til erhvervslivet.
En familie der omfatter produkter med oprindelse fra Oracle, Peoplesoft, JD Edwards og med seneste opkøb også Retek.
10 år i USA
- Vi er et team, der er ansvarlige for strategien nu, på medium term, og på lang sigt. Hvad er det vi vil, hvad laver vi, hvad er det kunderne vil have, hvordan slår vi vores konkurrenter og så videre. Hele strategien for, hvad det er, vi skal bygge, forklarer Jesper Andersen kort efter torsdagens seance i London.
Han taler hurtigt, med bred amerikansk accent og flittig brug af et internationalt ordforråd fra it-verdenen. 20 år med softwareudvikling og 10 af årene i USA fornægter sig ikke.
Man kunne mistænke Oracle for med Jesper Andersen bevidst at have villet skabe et mere europæisk skær eller at ville give et bevidst indtryk af, at Peoplesoft også har plads i det nye Oracle efter fusionen.
Deler med chefen
Inden for familien er Jesper Andersen oprindelig Oracle-mand, men han har slået er smut forbi Peoplesoft og var ansat der, da fusionen blev en realitet i januar måned.
Og det var Jesper Andersens chef, John Wookey, der udgjorde A-holdet sammen med Charles Phillips, da en lignende seance fandt sted i USA i sidste måned.
Men tanken afviser Jesper Andersen. Baggrunden er en arbejdsdeling mellem ham og hans chef.
- Der er måske kun en håndfuld af os på nuværende tidspunkt, der kan snakke om planerne for Fusion (Oracles proces mod én fælles platform, red.), og hvis vi altid sad og snakkede med kunder, så kunne vi ikke lave vores arbejde. Derfor bliver vi nødt til at splitte det op, siger Jesper Andersen.
Solid ballast
Med 23.000 kunder i butikken og 75 procent af omsætningen hentet fra eksisterende kunder på opdateringer og vedligeholdelse, er strategien utroligt vigtigt for Oracle.
Kunderne skulle ikke gerne finde nye leverandører, mens Oracle arbejder frem imod en ny platform.
Danske Jesper Andersens ballast kommer blandt andet fra en ingeniøruddannelse i computervidenskab fra Aalborg Universitetscenter og tre år som forskningsassistent på Imperial College i London.
Som ansat ved softwarevirksomheden CRI i Birkerød var Jesper Andersen med til at udvikle et software-udviklingsmiljø til den fælleseuropæiske rumfarts organisation ESA.
Hjemme igen
I 1994 blev systemet solgt til Lockheed Martin. Som en del aftalen flyttede Jesper Andersen med til USA, hvor han arbejdede i fire år blandt andet for CRI's amerikanske selskab inden, han i 1998 blev ansat i Oracle første gang.
Efter et smut forbi canadiske Pivotal kom han til Peoplesoft, hvor han umiddelbart før fusionen tiltrådte en lignende stilling, som den han har nu ? og som Oracle også fandt behov for at få oprettet i den nye organisation.
Efter sigende har Oracles stifter Larry Ellison en politik, der siger, at det er ok at forlade hjemmet én gang, så kan man godt blive budt velkommen tilbage igen, men kun én gang, fortæller Jesper Andersen.
- Den teori har jeg ikke tænkt mig at teste i nærmeste fremtid, siger Jesper Andersen med et smil på læben.