Simcorp har startet året med en voldsom acceleration og er forud for selskabets egne mål for vækst.
Året 2005 indleder det børsnoterede danske it-selskab således med en fremgang i første kvartal i omsætningen på 61 procent til nu 123 millioner kroner, viser dagens offentliggjorte kvartalsregnskab.
Samtidig er resultatet før finansielle poster (EBIT) forbedret fra et minus på 624.000 kroner til et plus på 4,4 millioner, ligeledes i forhold til første kvartal sidste år.
Fremgangen skal blandt andet tilskrives en større internationalisering af forretningen.
Aktier stiger
Simcorp er dermed foran i forhold til at nå målsætningen om vækst på 15-20 procent i dels indeværende og dels kommende år.
Ved indgangen til andet kvartal lå Simcorp cirka 30 procent over niveauet sidste år for indgåede kontrakter på levering.
Første kvartal bidrager med to nye større købere af selskabets finansielle systemer, LVM Versicherungen i Tyskland og KAS Bank i Holland.
På medarbejdersiden har Simcorp siden årsskiftet i nettotal fået 30 nye medarbejdere.
Aktiemarkedet tog godt imod meldingerne fra Simcorp. Ved middagstid var aktien således steget med cirka to procent til kurs 474.