Den danske administrerende direktør i det danske datterselskab af norske Data Respons, Brian Sørensen, har solgt for 3,85 millioner kroner aktier i det børsnoterede moderselskab.
Ifølge en meddelelse fra Oslo Børs har Brian Sørensen solgt 410.000 aktier til en kurs på 10,26 kroner per aktie. Efter salget ejer han stadig 273.621 aktier.
Gang i mange ting
Salget skal imidlertid ikke tages som tegn på manglende tillid til den norske leverandør af it-løsninger, oplyser direktøren.
- Slet, slet ikke. Der er gang i mange spændende ting i Data Respons i øjeblikket, og det kører faktisk bare derudaf, siger Brian Sørensen.
Baggrunden er derimod ifølge direktøren, at han i samtlige 12 år i selskabet har opkøbt aktier, og nu er det i forhold til hans private situation det rette tidspunkt at sælge.
- Jeg fylder 40 år til sommer og bor i en lille lejelejlighed på Frederiksberg. Nu er det ved at være tiden, hvor jeg realiserer drømmen om at skifte lejligheden ud med et hus, siger Brian Sørensen.
Respons Data har i seneste regnskab for 2004 haft en vækst i omsætningen på 40 procent til 78 millioner kroner. 35 procent af omsætningen hentes hjem i Danmark.
Aktien var i marts måned oppe at runde kurs 13,5 men er i april måned dykket til et niveau på omkring kurs 10,0.
Kursen var i 2000, før it-boblen brast, kort oppe at røre kurs 40,0.