En frigivelse af et styresystem fra Apple er en begivenhed og var det også fredag aften, hvor Apple frigav det nye styresystem Tiger.
Uden for butikker i USA stod hundredvis af mennesker i kø foran Apples forretninger, og helt i Apple-ånden var flere klædt ud i dyre-kostumer, lyder rapporteringerne.
I San Francisco strakte køen sig langs butikken og et godt stykke ned af vejen rundt om hjørnet.
10 minutter før butikken slog dørene op klokken 18 lokal tid stod 200 og ventede på at få deres Tiger i hænderne og komme hjem og afprøve nogle af de mange annoncerede forbedringer og nye muligheder.
Også i New York, foran butikken i kvarteret SoHo på Manhattan, stod hundredvis af folk i kø, mens de blev underholdt af en mand i katte-kostume, der dansede til nummeret "Eye of the tiger".
Ifølge MacWorld var kostumerne dog ikke bare begrænset til kunderne. I San Francisco var også en ansat stadset ud med tigerstriber.
- Man bliver nødt til at leve sig ind i det, sagde Nikki Bongard fra Apple-butikken.