Hardwareproducenten Acer fortsætter med at æde markedsandele og har nu skubbet HP af tronen som den bærbare konge i Danmark.
På Acers hovedforretning, de bærbare computere, er Acer nu tæt på at sælge hver fjerde bærbare computer i Danmark.
- Acer har været i front før i løbet af det seneste år, men det er første gang, Acer har lagt sig så markant i spidsen, siger administrerende direktør Allan Sonne-Schmidt fra Acer i Danmark med reference til seneste opgørelse fra analysehuset IDC.
I første kvartal af 2005 solgte Acer 23 procent af de bærbare pc'er i Danmark, mens HP var nummer to med 17 procent af salget. På de følgende pladser fulgte IBM med 15 procent, Fujitsu-Siemens med 13 procent og Dell på 12 procent, hvorefter der er en kløft ned til de mindre producenter.
Fastholder strategi
Men det er i øvrigt fra den brede produktpalette, bærbare og stationære computere, mindre servere, skærme og håndholdte computere, de såkaldte PDA'er, at Acer henter farve til at tegne vækstkurver.
Salget af stationære computere er fordoblet over det seneste år, 60 til 70 procent i seneste kvartal, og salget af de nye produkter, skærme og PDA'er, går også rigtig godt, beretter direktøren.
Acer Denmark A/S | Årsregnskab | |
Millioner kroner | 2004 | 2003 |
Bruttofortjeneste | 10,7 | 20,1 |
Resultat af primær drift (EBIT) | 0,3 | 3,7 |
Resultat før skat | 0,5 | 3,7 |
Resultat | 0,5 | 3,7 |
Egenkapital | 3,6 | 3,1 |
Antal ansatte | 9 | 8 |
En strategi som også vil blive fulgt fremover.
Forhandlere tjener mere
Ifølge analytiker Anders Elbak fra analysehuset IDC var første kvartal stærkt drevet af det private salg, blandt andet med januar-udsalget, og Acer står stærkt på privatmarkedet.
Med til historien hører dog også Acers næse for forretninger og pleje af forhandlernettet. Acer har fokuseret på de mindre forhandlere og ikke bare de store.
- Samtidig har det været muligt for forhandlerne at tjene mere på en Acer end de andre, og det er normalt en meget god måde at overtale en forhandler på, siger Anders Elbak.
Acer er ifølge Anders Elbak kommet ind i en god spiral med et godt forhandlerprogram med fornuftige produkter til en relativt billig pris. Og så er opkomlingen Acer sluppet af med et image for ikke at kunne spille med de andre store på kvaliteten, mener analytikeren.
Prisniveauet tæt på bunden
Markedet har generelt over det seneste oplevet store prisfald. En udvikling, som Acer ifølge direktøren selv har været med til at sætte skred i.
Men der er en nedre grænse, blandt andet på baggrund af, at dollaren ikke kan blive ved med at falde, mener direktøren.
- Mon ikke vi er ved at nå både smertegrænsen og grænsen for, hvad der er teknisk muligt at putte i et papkarton. Men du får flere og flere funktionaliteter for de samme penge, og det er sådan set lige så godt, siger Allan Sonne-Schmidt.
Han forventer en vækst på mellem 35 til 40 procent for Acer set over hele 2005. Tal i kroner og øre er der imidlertid ikke tradition for at oplyse hos Acer.
Det officielle regnskab viser ifølge direktøren ikke det reelle billede af Acers forretning. Indtægten i det danske selskab udgøres af provisioner fra salget, som det er almindeligt hos mange større hardwareproducenter.