De første tre måneder af 2005 byder på endnu et millionunderskud til den danske gren af Ementor, som derfor igen må indtage rollen som prygelknabe i den norske it-koncern.
Samlet set har Ementor-koncernen haft et underskud på 79 millioner danske kroner, og det danske datterselskab ligger navn til de 42 millioner kroner af den sum.
Ementor Danmarks underskud, der altså udgør mere end halvdelen af koncernens samlede underskud, er dog mindre end i sidste kvartal, som bød på et underskud på mere end 65 millioner danske kroner.
En del af det danske underskud stammer fra ændringer i ledelsen, hvor Carsten Dilling overtog den varme direktørstol efter Claus Thorsgaard den 17. marts i år.
? Underskuddet afskrækker mig ikke, og jeg vælger at se fremad. Det er naturlig proces, at det koster penge, når der skal skiftes ud i ledelsen. Jeg havde ikke tiltrådt stillingen, hvis det ikke var fordi, at jeg kunne få øje på mulighederne for profitabel vækst, siger Carsten Dilling.
Behov for fokusering
Carsten Dilling pointerer, at underskuddet er et billede på en virksomhed, der trænger til at fokusere på blandt andet sine kunder. Men samtidig er det vigtigt, at virksomhedens kadence ikke går ned, fordi der skal bruges kræfter på at fokusere.
Det er også vigtigt for den danske direktør, og vice-koncernchef, at Ementor Danmark kommer til at fremstå som én samlet virksomhed, og at strategiske kunder derved bliver præsenteret for hele virksomhedens portefølje.
Det er ikke kun for det danske datterselskab, at det kniber med at tjene penge.
I Sverige er et overskud i sidste kvartal på 2,5 millioner danske kroner vendt til et underskud på mere end otte, og i Norge er underskuddet vokset fra 900.000 danske kroner til knapt 17 millioner.
? Selvfølgelig har det en betydning for koncernen, men hovedparolen er, at de fire lande skal fungere autonomt. De skal tilpasses det enkelte lands marked, siger Carsten Dilling.
Der skal dog stadig foregå nordisk samarbejde i de situationer, hvor det er til fordel for kunderne.
Af de fire nordiske Ementor-selskaber er det kun det finske, der gør det bedre end sidste kvartal.
Ementor Finland har vendt et underskud på 3,5 millioner danske kroner til et overskud, der lige sniger sig over halvanden million kroner.