Af Peter Hyldahl, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Der er nogle computere, der næsten får kultstatus og overlever i mange år – tænk bare på Lenovos ThinkPad eller Apples MacBook-computere. De er blevet stilikoner af forskellige årsager. Den kategori er HP’s X360-serie måske endnu ikke helt nået, men de er godt på vej efter lang tid på markedet med stadig nye og bedre udgaver, der bliver lanceret hvert år.
Grunden til den status, som HP X360-serien har nået, er både, at den har et ikonisk design, nogle unikke features samt en høj ydelse. Læg dertil et ry for, at de kan holde til en del, og man har en opskrift på succes. Det nyeste skud på stammen er HP Envy X360 13-ay082no-versionen, der er utrolig alsidig. Den kan vippes hele vejen rundt, så du kan bruge den som en tablet, og den ret kompakte maskine har nogle næsten industriagtige hængsler på skærmen. Det ser både rasende godt ud og er tydeligt solidt lavet. Og selvom skærmen er overraskende tynd for en sådan model, så er den ret vridningsstabil. Det gælder også for resten af maskinen. Der er ikke tvivl om, at chassiset er konstrueret korrekt. Det bringer vægten op på 1,3 kg. Det er ikke ultralavt, men bestemt godkendt.
Der er mange punkter, der begejstrer i den nye variant, men især et par stykker stikker ud. Tastaturet er i fuld størrelse, og det er godt at skrive på. Touch-pad’en fungerer fint, og der er også blevet plads til fingeraftrykslæser. Skærmen, der næsten går ud til kant, ser godt ud og kun opløsningen på 1920 x 1080 pixel kunne vi tænke os lidt bedre. Skærmen står dog med god glans og er perfekt til underholdning.
God til både arbejde og underholdning
De indbyggede B&O-højttalere leverer desuden et fint og dynamisk soundtrack. Og X360 er jo netop også en underholdningsmaskine med sin versatile funktion. Under huden finder du AMC-bestykning og Radeon-grafikkort. I praksis er denne kombination mindst ligeså god som tilsvarende fra Intel (det svarer til en af de bedre i5-processorer) – det bekræftes af vores målinger og praktiske test. En fordel ved at benytte AMD er, at de ofte er lidt billigere, og det er måske en af årsagerne til, at du kan få denne model til under 9000 kr. Det er bestemt godkendt, når du ser, at der også er 16 GB hukommelse, 512 GB ssd og et 4-cellers batteri, der kan holde op til over de 11 timer (over 8 timer, hvis du afspiller video).
Presser du laptoppen, vil blæseren gå i gang, og den er hørbar, men dog i den mere tyste ende af skalaen.
HP X360 er ikke en hardcore gamingcomputer eller en, der kan køre grafikprogrammer som de bedste og dyreste. Men som kombineret studie, arbejdscomputer og underholdnings-ditto fandt vi HP fin på grund af førnævnte tastatur, god solid bestykning og det faktum, at den er let at have med under armen. Designet og materialevalget er underspillet luksus – så nyklassikeren skuffer bestemt ikke og er blandt topkandidaterne, hvis målet er en kombineret underholdnings- og arbejdscomputer i den bedre ende!