Artikel top billede

Meetup2 er en kompakt VTC-løsning, der på mange måder leverer en professionel kvalitet blot til en meget lavere pris. (Foto: Logitech PR)

Test: Her er et imponerende videosystem til det lille mødelokale

Et professionelt møderum behøver ikke koste boksen, hvis du benytter Logitechs Meetup2 og selv kan hænge det hele op.

De fleste møderum rundt omkring i virksomheder består ofte af en fladskærm og en VTC - en enhed der mest af alt minder om en lydbar med indbygget kamera.

Disse løsninger er ofte ganske kostbare.

Men hvis du køber en billig fladskærm og selv kan hænge den op sammen med Logitechs Meetup2, får du en komplet løsning for under 10.000 kroner.

Meetup2 koster 7.490 kroner, og en fladskærm behøver ikke koste meget mere end 2-3.000 kroner - alt efter møderummets størrelse og ambitionsniveau, naturligvis.

Hertil skal du bruge en computer, men det er en let løsning, da du kan sætte en laptop til med ét kabel og så er du kørende.

Alternativ til pro-løsninger

På væggen foran konferencebordet hænger den store skærm og over eller under den – afhængig af model – hænger VTC-løsningen.

Hvis der står Cisco på modellen, er prisen ikke lav, men kvaliteten følger da også med den prislap.

Det skal understreges, at Meetup2 ikke opleves i samme kvalitet som førnævnte Cisco Roomkit-løsninger, selvom Meetup2 er en fin løsning. Det er da heller ikke at forvente.

Der findes da også billigere løsninger end Meetup2, men så nærmer vi os enmandsløsninger – blot i høj kvalitet, som det nyligt testede HP 960 webcam.

Så vil du have den fuldprofessionelle løsning med skærm på væggen, er VTC ”bar”-løsningen ideel.

Logitech-sættet kan du med lidt god vilje godt få op på din pc-skærm på bordet, men det fungerer og er bygget til at hænge under en større skærm.

Den kan også stå på et stativ, ligesom den integrerede fod kan vinkles, så du kan have den stående på bordet.

Sidstnævnte løsning ser ret godt ud – husk dog på, at billedet af dig og mødedeltagerne bliver ”skudt” nedefra - et lidet flatterende perspektiv.

Kræver en tilsluttet pc

Nu er Computerworld jo ikke et gør-det-selv-magasin, men skal prisen på møderummet holdes nede, kræver det, at du, eller nogen i firmaet, kan stå for opsætningen.

Det er heldigvis ret ligetil – et beslag til tv'et og et par huller i væggen, og det hele hænger fint.

Husk at holde ledningsføringen pæn med kabelskinner langs væggen. Det er disse detaljer, der afslører, om du er seriøs, ellers ender med en løsning, der ser sjusket ud.

Meetup2 er en komplet løsning med indbygget lyd og mikrofon. Den er dog ikke mere komplet, end at du skal tilslutte en computer for at få den til at fungere.

På dette punkt differentierer den sig fra de mere kostbare løsninger. Men man kan retfærdigvis sige, at Meetup2 gør din løsning mere fleksibel.

Du skal jo ofte bruge en computer alligevel til mødet – og du kan også installere en permanent stationær pc i miniformat. Her understøttes både Windows og Mac.

Du kan benytte Microsoft Teams, Zoom eller Google Meet.

Der er også en BYOD-tilslutning, som betyder, at du blot tilslutter for eksempel din laptop via USB-C-kabel, og så er du kørende på den videoplatform, du foretrækker.

Perfekt til det lille mødelokale

Jeg har prøvet at lave et lille møderum på små 20 kvadratmeter og sat fire mennesker om et bord foran.

Når der er ringet op, og mødet er i gang, må jeg indrømme, at jeg ikke oplever, at jeg sidder med en lille, prisoverkommelig videoløsning. Heller ikke i modtagerens ende, der kan nyde skarpe billeder fra det semistore 4K-kamera.

Der kan laves gittervisning, gruppevisning, og der kan zoomes ind på den person, der taler.

Går du rundt, er der begrænsninger i forhold til større systemer – her kan det ikke følge med på samme måde, trods alt.

Lydmæssigt er jeg positivt overrasket. Den lille bar leverer fin og fyldig lyd. Det samme gælder mikrofonen, der gør det fremragende – igen kun hvis du ikke er for langt fra skærm/video.

Der er indbygget såkaldt AI-støjdæmpning, som kendes fra mange andre tilsvarende systemer. Det undertrykker uønsket støj som knitren af papir på et bord og lignende.

Den del fungerer som gennemsnittet.

Til gengæld kan den udjævne lydniveauet mellem høj og lav stemmeføring. Så hvis en person taler højt, dæmpes det lidt, og omvendt, hvis en taler lavt.

Det fine er, at systemet lyder naturligt og ikke unaturligt eller komprimeret.

Holdbart alternativ

Hele sammenligningen med større systemer er netop pointen med Meetup2, for det skal ses som en mulighed og ikke en fuld erstatning for et mere professionelt setup.

Til den mindre virksomhed eller jer, der ønsker et ekstra lille møderum uden at skulle betale boksen for et fuldprofessionelt VTC-anlæg, er det oplagt.


Loading ikon