Den nye version af politiets hjemmeside Politi.dk har set dagens lys, og dens primære formål er at øge tilgængeligheden for borgerne.
Holdningen hos politiet er, at det må være et krav, at borgerne skal kunne se, hvad der foregår i politiet som offentlig virksomhed.
- Det er de første spæde skridt i retning af e-tilgænglighed hos politiet. Det er nødvendigt, når borgerne efterhånden betragter internettet som deres foretrukne sted at hente informationer, siger kommunikations-rådgiver Niels-Otto Fisker.
Det er oplysninger om for eksempel bødestørrelser, hvad de enkelte af politi-afdelingers opgaver er og spørgsmål og svar fra Folketinget, der vedrører politiets arbejde, som skal være nemmere at finde på den nye hjemmeside.
For at tilgodese hele landet har landets 54 politikredse hver sit underdomæne på hjemmesiden.
- Det kan være stormmeldinger fra politikredse ved Vesterhavet, eller som det skete ved fyrværkeribranden i Kolding, hvor borgere fra hele landet havde brug for et sted, hvor oplysninger var samlet, siger Niels-Otto Fisker.
Virtuel politistation
Et andet vigtigt skridt for politiet og for borgerne er, at forretninger med politiet bliver nemmere.
Hvis en borger eksempelvis skal ansøge om et nyt pas, så kan vedkommende finde oplysninger om, hvilke oplysninger og blanketter der skal bruges.
Blanketterne kan så printes ud og udfyldes hjemme. Borgeren får fred og ro til at udfylde dem og behøver heller ikke at bekymre sig om, hvornår paskontoret har åbent.
- Borgeren skal stadig aflevere blanketterne manuelt eller sende dem, men det er selvfølgelig ønskeligt, at det også bliver muligt elektronisk i fremtiden, siger Niels-Otto Fisker.
Han fortæller, at det er politiet endnu ikke klar til, men at der arbejdes med at få diverse formalia på plads som eksempelvis digitale signaturer.
Allerede nu er det dog muligt at anmelde simpel kriminalitet som cykeltyverier og lignende online. Det sker via en krypteret forbindelse
Næste skridt
Arbejdet med den nye version af Politi.dk har stået på i mere end et år, og næste skridt bliver taget 2. maj i år.
Dagen efter arbejderbevægelsens internationale kampdag bliver statistik.politi.dk offentliggjort, og statistikmodulet skal give borgerne mulighed for et endnu dybere indblik i politiets virke.
- Borgerne får en indgang til at klikke sig rundt i dette og hint. Det kan være alt fra antal indbrud i nærområdet, til hvor mange voldtægter der har været i politikredsen det sidste år, siger Niels-Otto Fisker.
Beslutningen om, hvad de næste tiltag skal være, vil blive taget i den evaluering, der følger, efter hele Politi.dk for alvor er kommet op at køre.
Relevant link