Til juni offentliggør IBM en plan for omstrukturering af koncernens aktiviteter i Europa.
Der skal skæres i omkostningerne, og ledelsen skal i tættere kontakt med kunderne ude i felten, oplyser kilder, der har kendskab til indholdet af planen.
Udover fyringer, som formodentlig skal tælles i tusinder, vil der også blive tale om lukninger af aktiviteter i Vesteuropa og flytning af andre fra Vest- til Østeuropa.
Planen er angiveligt ledelsens svar på de skuffende resultater, som IBM i sidste uge offentliggjorde for første kvartal.
Især marts har gjort ondt, hvor it-giganten har tabt omsætning i en lang række lande i Europa. Tyskland faldt således otte procent, Italien syv og Frankrig faldt med tre procent.
I torsdags udtalte IBMs topchef Sam Palmisano, at koncernen havde haft svært ved at lukke en række handler mod slutningen af kvartalet.
Ved samme lejlighed udtalte økonomidirektør Mark Loughridge, at der vil blive reduceret inden for specielle områder i løbet af andet kvartal, og specielt i Europa og Asien.
Europæiske topfolk i IBM-koncernen afviste fredag at kommenter på planerne for IBMs omstrukturering. I stedet udsendte koncernen en pressemeddelelsen.
Af meddelelsen fremgik, at ledelserne i de enkelte lande vil være fokuseret på situationen på de lokale markeder, og at ansatte og medarbejderrepræsentanter vil blive involveret i de forslag, som ledelsen vil stille.