Efter masser af presseomtale og millioner af downloads er det nu tid for telefonitjenesten Skype til at gøre varm omtale til kolde kontanter.
Nøgleordet er betalingstjenester, og den seneste af slagsen gør det muligt for nordiske Skype-brugere at få deres eget fastnetnummer, så det bliver muligt at ringe til tjenesten fra det traditionelle telefonnet.
Produktet hedder Skypein og modsvarer produktet Skypeout, som blev lanceret i 2004 og gør det muligt at ringe fra sin pc til det traditionelle fastnet. Skypeout har mere end 1,2 millioner brugere.
Det bliver TDC, der gennem opkøbte Song Networks gør det muligt for Skype at tilbyde danske brugere et fastnetnummer. TDC er ellers netop den slags traditionelle teleselskaber, som Skype med tiden håber på at udkonkurrere.
Aftalen er kommet i stand gennem det finske datterselskab i TDC Song, som har udviklet sin egen IP-telefoni-løsning til det finske marked.
Skype er gået uden om den internationale standard for IP-telefoni, SIP, til fordel for egenudviklet teknologi, men det har ikke udgjort noget større problem for TDC.
- Vi satser på åbne protokoller, og da vi begyndte dette projekt, var det også i mine tanker, hvordan vi skulle koble os op mod Skype-protokollen, men jeg var overrasket over, at det gik rigtigt let, fortæller Timo Läärä fra TDC Song i Finland.
Med aftalen er Danmark et af kun otte lande, hvor Skypein-tjenesten indtil videre er tilgængelig og kun i en test-udgave.
Skype-brugere kan allerede nu logge ind på tjenesten og købe otte-cifrede danske telefonnumre. Prisen er knap 75 kroner for tre måneder og 225 kroner for et år. Med i prisen får man også en digital telefonsvarer.
TDC Song har i forvejen solgt sin gateway for IP-telefoni til en række udbydere på det danske marked, heriblandt Musimi, Telefin, Goip og Telsome.