Af Aksel Brinck, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
En række populære mobiltelefon-mærker er ramt af et alvorligt sikkerhedshul. Ifølge analytikere hos Check Point Research har hackere adgang til chip-producenten MediaTeks kredsløb i mobiltelefoner. Det vil kunne give de cyberkriminelle adgang til for eksempel at aflytte brugerne.
Sikkerhedshullet findes i lyd-processoren i Mediateks nyeste chip-serier. De benyttes i mobiltelefoner fra producenter som OnePlus, Xiaomi og Realme, oplyser Check Point Research.
Chip-producenten advaret
Efter opdagelsen af sikkerhedshullet kontaktede Check Point Software Technologies MediaTek, som ifølge sikkerhedsfirmaet nu skulle have lukket hullet med den seneste sikkerhedsopdatering.
”MediaTeks chipsæt bliver benyttet i hele 37 procent af alle smartphones globalt, og derfor har vores analytikere gennem længere tid undersøgt, om ondsindede hackere kan ramme brugere via chippen. Konklusionen er desværre, at det kan de, og hvis hackere udnytter sikkerhedshullet, kan de aflytte telefonen og installere apps uden brugerne bemærker det,” udtaler Niels Zimmer Poulsen, der er Head of Security Engineering hos Check Point Software Technologies i Danmark.
Sørg for at opdatere
Niels Zimmer Poulsen fortsætter:
“Da vi opdagede sikkerhedshullet, kontaktede vi straks MediaTek, der har lukket hullet i deres seneste sikkerhedsopdatering. Derfor opfordrer vi alle Android-brugere til at sikre, at deres telefon er opdateret med den seneste opdatering.”