Det er blot to år siden, at Vejdirektoratet købte 170 kameraer fra den omstridte kinesiske producent Hikvision.
Men kameraerne er ikke i overenstemmelse med vejledningen fra Center for Cybersikkerhed, og derfor er direktoratet nu i gået i gang med at udskifte dem, skriver Altinget.
Vejrdirektoratet oplyser således i en mail til Altinget, at det er i gang med at udskifte vejsideudstyr – herunder kameraerne fra Hikvision, som ikke lever op til vejledningen for Center for Cybersikkerhed.
Sikkerhedsekspert Jens Myrup Pedersen, der er professor ved Aalborg Universitet, vurderer ifølge Altinget, at det er fornuftigt at Vejdirektoratet nu laver en gennemgang af sit udstyr.
"Det giver god mening, at man gør det her. Men uanset hvem producenten er, skal man stadig sikre sig, at man har den rigtige infrastruktur omkring sine kameraer. De skal stå på et lukket, indhegnet netværk, så folk udefra ikke kan få adgang til dem," siger han til Altinget.
Blacklistet i USA
Hikvision blev i 2021 sammen med en række andre kinesiske producenter blacklistet af den amerikanske stat, men alligevel er kameraerne i stor stil blevet opsat rundt omkring i Danmark.
Sidste år måtte Søværnet og Rigspolitiet af sikkerhedshensyn fjerne en stribe kameraer fra Hikvision, men det har også tidligere har været fremme, at Aarhus Kommune af sikkerhedshensyn udsatte opsættelsen af kameraer fra Hikvision på Aarhus Havn.
I den forbindelse oplyste Peter Kruse, stifter af sikkerhedsfirmaet CSIS, til DR at det amerikanske Homeland Security havde mistanke om, at der var installeret bagdørssoftware i kameraerne.
“Hvis der er en person, den kinesiske regering har interesse i at vide, hvor befinder sig, vil man kunne lægge sådan en trigger ind, som kan sende en besked hjem til serveren i Kina, hvis den genkender personen,” sagde Peter Kruse til DR.