Microsoft Danmarks administrerende direktør Jørgen Bardenfleth skal være med til at bringe Danmark helt i front.
Som eneste repræsentant fra it-branchen står Jørgen Bardenfleth på den liste over Globaliseringsrådets medlemmer, som statsminister Anders Fogh Rasmussen præsenterede tidligere i dag.
Globaliseringsrådet skal i det kommende års tid udarbejde en vision og strategi for, hvordan Danmark skal udvikles til et førende vækst, viden og iværksættersamfund.
- Visionen skal sætte nye mål for det danske samfund. Visionen skal være konkret, realistisk, fokuseret og kommunikerbar, fremgår af det en meddelelse fra Statsministeriet.
Mere person end Microsoft
Jørgen Bardenfleth blev ringet op af statsministeren i går og spurgt, om han ville være med. Det havde han ingen forbehold overfor.
- Nej, jeg synes det lyder utroligt spændende og jeg havde sådan set gjort min stilling op, at hvis jeg blev spurgt, så ville jeg sige ja, siger Jørgen Bardenfleth.
Hvilke konkrete idéer hans deltagelse eventuelt kan føre til, er han endnu forsigtig med at give et bud på. I første omgang skal han mødes med det øvrige Globaliseringsråd en gang i næste uge.
Microsofts administrerende direktør er i forvejen aktiv i it-branchens vækstmiljø som bestyrelseformand for det nye IT-Væksthuset på ITU i København.
Bag IT-Væksthuset står Symbion Science Park, Alexandra Instituttet / Innovation Lab Katrinebjerg og Forskerpark Aarhus.
Det er da også mere Jørgen Bardenfleths generelle baggrund i it-branchen i Danmark og i USA, der har kvalificeret ham til rådet, end det er hans position som administrerende direktør for den danske afdeling af en amerikansk softwaregigant.
Tror på forskning
Det gætter han selv på. Statsministeren gav i går ingen begrundelse i telefonsamtalen for at invitere Jørgen Bardenfleth med i Globaliseringsrådet.
- Hvis jeg skal give et bud selv, så er det fordi jeg har tilbragt de sidste 24 år inden for it og kommunikation, halvdelen på udviklingssiden og halvdelen på salg, marketing og ledelsessiden, siger Jørgen Bardenfleth.
Han har blandt andet tilbragt otte år i USA, hvor han arbejdede med forskning og udvikling, samt tog en MBA som overbygning på sin uddannelse som ingeniør fra DTU.
- Jeg har derved fået noget indblik i, hvad innovation, forskning og udvikling kan bringe inden for it og kommunikation, siger Jørgen Bardenfleth.
- Til forskel fra mange andre tror jeg på, at den forskningsbaserede innovation kan skabe flere jobs i Danmark. Det har jeg set flere eksempler på i mit tidligere arbejde, siger Jørgen Bardenfleth.
I spidsen af rådet sidder fem ministre med statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) som henholdsvis formand og næstformand.
Derudover består udvalget af 16 menige medlemmer, deriblandt spidser fra dansk erhvervsliv, interesseorganisationer, uddannelsesinstitutioner og nationalbankdirektøren.
Globaliseringsrådets sammensætning: