Tilbage i sidste måned tog holdet The Balloon Animals – tidligere Ballondyrene – alle med storm, da det bragede ind på førstepladsen ved både det danske og nordiske mesterskab NCPC (The Nordic Collegiate Programming Contest).
Nu har de tre KU-studerende været på spil igen og vundet bronzemedaljen i det Nordeuropæiske mesterskab – NWERC (The Northwestern Europe Regional Contest).
Konkurrencen blev holdt i weekenden fra 25. til 27. november i Delft i Holland og varede fem timer.
Der var i alt 10 hold fra Danmark bestående af tre personer hver, som kom fra henholdsvis Aarhus Universitet, Københavns Universitet, DTU og ITU. Men i alt var der omkring 150 hold fra universiteter fra Storbritannien, Tyskland, Benelux og de øvrige nordiske lande.
Konkurrencen går ud på at løse 12 opgaver inden for programmering, og dem, der løser flest opgaver, vinder. Hvis flere hold løser lige mange, spiller tiden også ind.
Holdet The Balloon Animals består af de KU-studerende Markus Krabbe Larsen, David Lolck og Shuyi Yan.
Holdet sikrede sig en medalje med en tolvteplads. I Denne turnering er det guld til top-fire, sølv til de næste fire – femte til ottendepladsen og bronze til niende til 12.-pladsen.
Vinderne af det hele blev Engelske Trinity’s Trinity fra Cambridge University.
Stærke nordiske hold
Det gik i det hele taget ganske godt for Norden med Sverige, Norge, Finland og Danmark repræsenteret på podiet.
Og det er også vigtigt at have sådanne arrangementer, som skaber gejst omkring programmering, lyder det fra Thore Husfeldt, professor og Deputy Head of Department i Computer Science hos ITU.
"Det er helt væsentligt, at vi skaber denne slags arrangementer, der ligger på grænsefladen mellem det tekniske og det sociale. NWERC-deltagerne er jo deres respektive universiteters absolutte topstudenter," udtaler han og fortsætter:
"Det gik rigtig godt i år med at få holdene til at hænge ud sammen uden for konkurrencetimerne på tværs af universiteterne og knytte nogle kontakter. Jeg regner med, at de drager nytte af hinanden i de næste årtier, uanset om de ender i universiteternes forskningsverden eller som centrale udviklere i forskellige virksomheder."
The Balloon Animals har de seneste år – tidligere under navnet Ballondyrene – været blandt topholdene inden for dansk programmering ved NCPC-konkurrencen, som i Danmark arrangeres af Jobindex og Netcompany.