Årets it-komet 2022: Hvilke it-virksomheder har vist sig at være bedst til disciplinen vækst de seneste fire år? Og hvilke af dem har det bedste udgangspunkt for at klare sig igennem de krisetider, der sandsynligvis ligger forude?
Det finder Computerworld svaret på i vores sammenlignende regnskabsanalyse kaldet Årets it-komet 2022.
Beregningerne er nu færdige, vindere og tabere er fundet, og fra i dag og i de kommende uger løfter vi sløret for resultaterne.
Computerworld kårer de dygtigste it-kometer ved at måle udviklingen i omsætning/bruttoresultat og driftsresultat de seneste fire år.
Vi indekserer og rangerer resultaterne og placerer dem i forhold til hinanden, og på den måde når vi frem til vinderne - både totalt og i de forskellige branchekategorier, som du finder i Brancheguiden.
Ligesom i 2021 finder vi også de dygtigste vækstlokomotiver blandt de rigtig store it-virksomheder - dem med resultat af primær drift på 50 millioner kroner og derover.
Adgangskravet til bruttolisten er i øvrigt et resultat af primær drift i 2018-regnskabet på 500.000 kroner (alternativt 2017/2018 eller 2018/2019).
Det krav opfylder lige godt 500 it-virksomheder.
Desuden skal virksomhederne være registreret i Computerworld Brancheguiden.