Opdateret fredag 08.30: Lunar meddeler, at forbuddet ikke er et straks-forbud, men at banken har til 9. december til at få rettet op på de beskrevne forhold, og at den fortsat udsteder lån.
Forbud, hvis ikke der rettes op.
Sådan lyder den kontante besked fra Finanstilsynet til den fremadstormende tech-bank Lunar om udstedelse af lån.
Det sker i forbindelse med et påbud om at få styr på sine kreditvurderinger. Lunar må ikke udstede flere lån, hvis ikke der rettes op en række forhold.
“Lunar Bank [må] ikke yde nye udlån [...], hvis ovenstående påbud ikke overholdes,” lyder det i en meddelelse fra Finanstilsynet.
I påbuddet kræver Finanstilsynet, at Lunars såkaldte kreditværdigheds-vurdering foretages i ‘overenstemmelse med kreditaftale-loven.’
Ifølge tilsynet har banken nemlig udstedt lån på baggrund af mangelfulde oplysningerne om kunderne - herunder om deres udgifter og indtægter.
I en længere gennemgang af sagen peger Finanstilsynet på, at Lunar i en række tilfælde har udstedt lån på uklar baggrund og på baggrund af uklare oplysninger uden dokumentation.
Eksempelvis anfører Finanstilsynet, at kunder undervejs i processen med at behandle låne-ansøgninger kan ‘ændre i det af Lunar Bank udarbejdede budget, uden at Lunar Bank indhenter dokumentation for udgifternes størrelse,” som det hedder.
“Finanstilsynet har desuden konstateret, at det af Lunar Bank udarbejdede budget i flere lånesager, hvor kunden har oplyst, at formålet med at låne er køb af bil, ikke indeholder udgifter til bil. I nogle lånesager er oplysninger fra årsopgørelsen om kundens gæld endvidere ikke anvendt,” hedder det.
Du finder hele påbuddet og årsagen til det hos Finanstilsynet her.