“Banken har opdateret sine processer og kan fortsætte med at udstede lån.”
Sådan lyder beskeden fra app-banken Lunar efter, at Finanstilsynet torsdag udsendte besked om, at banken skulle opdatere sine processer for kreditvurdering.
Lunar meddeler, at banken efter påbud fra Finanstilsynet har “opdateret sine processer og er nu derfor helt i overensstemmelse med Finanstilsynets vurderinger.”
Banken meddeler, at den har fået en frist frem til 8. december til at fremlægge dokumentation, men at den allerede er klar med denne dokumentation.
“Det har været - og er fortsat Lunars opfattelse - at vores hidtidige løsning har været på højde med det generelle niveau i den finansielle sektor i Danmark. Men vi anerkender myndighedernes præciseringer, og vi har siden opdateret vores processer i overensstemmelse med Finanstilsynets vurdering,” meddeler Anders Hartlev, der er administrerende direktør i Lunar Bank.