Tidligere på året meldte Microsoft ud om Moments, som er en helt ny opdateringsstrategi til Windows.
Microsofts plan er, at der i fremtiden skal tilføjes en pakke med nye funktioner til de supporterede Windows-versioner op til fire gange om året, og at dette vil begynde allerede i 2023. Disse vil blive kaldt "Moments", har Windowscentral tidligere beskrevet.
Microsoft sendte tilbage i oktober Moments 1 – altså den første pakke af disse opdateringer – på gaden. Denne resulterede i flere nye funktioner heriblandt faner i Stifinder, som var en af de mest ventede funktioner.
Den næste opdatering af denne art bliver Moments 2-pakken, som er planlagt til januar. Men nu skriver Microsoft-mediet Winbuzzer, at tech-giganten ved et uheld har lækket dele af den kommende opdatering.
Windows Insider-teamet har nemlig lagt en video op, om ifølge mediet afslører for meget i forhold til kommende funktioner.
Videoen viser Windows 11 preview build "23003.ni_moment_directdash_dev1.221018-160", som sandsynligvis er den interne build af Moment 2-opdateringen.
Nogle af funktionerne er i gang med at blive testet i insider-programmet. Noget af det, som tyder på at lande ved Moments 2, er en tablet-optimeret proceslinje, så brugere kan vælge mellem tablettilstand eller normal på visse enheder.