Velkommen til tirsdagens morgen-briefing fra Computerworld. Denne morgen serveres de hurtige it-nyheder i ekspresfart af Alexander Haslund.
Lad os komme i gang, og rigtig god dag.
Ny premierminister i Storbritannien er svigersøn til Infosys-grundlægger
I går stod det klart, at den 42-årige rigmand Rishi Sunak er valgt som ny konservativ formand i Storbritannien. Dermed er han også de facto landets nye premierminister.
Og Storbritanniens nye premierminister har faktisk tætte forbindelser til den indiske it-gigant Infosys, hvor også en del af hans formue stammer fra.
Rishi Sunak er således gift med Infosys-grundlægger Narayan Murthys datter, Akshata Murthy, som ejer 0,91 procent af Infosys. Det svarer til en ejerandel på godt seks milliarder kroner.
Det fik tidligere på året flere britiske politikere til at kritisere Rishi Sunak og hans familie for fortsat at drive forretning i Rusland, selv om sanktionerne væltede ned over landet.
Rishi Sunak tager som bekendt over efter Liz Truss, der med blot 44 dage på posten nu står tilbage som den kortest siddende premierminister i britisk historie.
3 lancerer trådløs 5G til danske hjem
Teleselskabet 3 er klar med trådløs 5G til de danske hjem, som altså med det produkt ikke behøver en kablet forbindelse.
Løsningen, som er tilgængelig i hele Danmark, kommer med downloadhastigheder på op mod 1.000 Mbit/s.
Det skriver 3 i en meddelelse til Computerworld.
"Ambitionen med ’Internet til hjemmet 5G ’er at skabe en hurtig og stabil internetløsning, der ikke tager mere end et par minutter at installere. Alt der kræves er en router og et SIM-kort, og så er man oppe at køre," lyder det fra Morten Christiansen, Regional CEO i 3 Group og CEO for 3 Danmark.
"Vi tror på, at fremtiden både er og skal være trådløs, og vi vil gerne gøre op med forestillingen om, at fiberforbindelser skulle være mere stabile og lettere at håndtere end trådløst internet til hjemmet – for i ingen af tilfældene er det sådan," fortsætter han.
I dag dækker 3’s netværk mere end 70 procent af de danske husstande, og forventningen er, at 100 procent af danskerne kan få 5G-internet, inden 2023 er omme, lyder det i meddelelsen.
Færre danske virksomheder ser dagens lys
Vi fortsætter med nye tal fra Erhvervsstyrelsen, der viser, at færre danskere springer ud som iværksættere.
I årets første ni måneder er der i hvert fald registeret et fald på 16,5 procent i nye cvr-numre sammenlignet med samme periode i 2021.
Det skriver Finans.
I hele 2021 blev der oprettet 32.278 virksomheder, mens der ind til videre i 2022 er oprettet lidt over 20.000.
Samtidig er der i tredje kvartal i år registreret et fald på 14 procent sammenlignet med 2021.
"Efter en ekstraordinær fremgang oven på coronanedlukningerne er det helt efter økonomibogen, at der kommer en nedgang. Dog må vi nok konstatere, at nedgangen er så kraftig, at den også skyldes et mørkere erhvervsklima lige nu," lyder det fra Bo Rasmussen, der er direktør hos analyse- og datavirksomheden Experian, til Finans.
Kinesisk chip-import falder
Kinas import af chip faldt med 12,4 procent i september, ifølge officielle tolddata.
Det skriver Reuters.
Dermed fortsætter en nedadgående tendens med den kinesiske chip-import, hvilket sker i forlængelse af spændinger mellem Kina og USA og en vedvarende chip-mangel på verdensplan.
Kina importerede 47,6 milliarder chip-enheder i løbet af måneden sammenlignet med 54,3 milliarder enheder i september 2021.
Chip-importen til Kina steg i 2021, da spændingerne mellem USA og Kina eskalerede, hvilket fik mange virksomheder i Kina til at oplagre forsyningerne.
Andre data viser, at den indenlandske kinesiske chipproduktion i september faldt med 16,4 procent til 26,1 milliarder enheder. I de første ni måneder af 2022 faldt den samlede produktion med 10,8 procent til 245 milliarder enheder.
Innovationsfonden støtter AI-projekt, der vil forbedre behandling af slagtilfælde
MedTech-virksomheden Cerebriu, Københavns Universitet og danske hospitaler modtager en bevilling på 13,4 millioner kroner fra Innovationsfonden til forskningsprojektet Stroke, skriver Innovationsfonden på sin hjemmeside.
Målet med projektet er at demonstrere effektiviteten af AI-løsninger i den virkelige verden til at forbedre patientadgang og behandling sammen med optimering af effektiviteten i den kliniske arbejdsgang.
Projektet vil levere verdens første løsning til væsentligt at forbedre MRI-baseret identifikation af slagtilfælde samt forbedre effektivitet i behandling og kliniske arbejdsgange, lyder det.
Initiativ vil gøre op med manglende diversitet i it-branchen
Med et nyt vidensunivers skræddersyet til forældre skal der gøres op med manglende diversitet i it-branchen, især indenfor AI-teknologi.
Det mener i hvert fald kvinden bag projektet Hello Ada, AI-ingeniøren Nermeen Ghoniem.
Initiativet lanceres 1. novmeber kl. 09 indeholdende en hjemmeside, podcastserie og et fællesskab på de sociale medier.
Formålet er at engagere forældre i debatten omkring manglende diversitet i it-branchen, ved at give let adgang til initiativer og viden omkring it og kodning, lyder det om initiativet i en meddelelse til Computerworld.
Navnet, Hello Ada, er delvis inspireret af Ada Lovelace, som var den første kvindelige udvikler og 'Hello World', som er det første man oftest lærer at kode, indenfor programmeringssprog, lyder det.
Ny zoom-funktion klar i YouTube
Fra Apples tjenester slutter vi lige af med YouTube, der har fået en mindre overhaling i den konstante jagt på at fastholde brugernes opmærksomhed.
Med ny opdatering til Googles populære videoplatform vil man nu være i stand til at zoome ind på videoer ved hjælp af en to-fingermanøvre også kaldt 'pinch-to-zoom'.
Derudover skal det også være blevet nemmere at finde den nøjagtige del af en video, man vil se, ved hjælp af en ny præcis søge- eller spolefunktion. Begge forbedringer skulle allerede være gået live.
Det skriver Cnet.
Derudover vil YouTube forbedre sit mørke tema for at gøre det endnu mørkere ligesom der også er flere andre justeringer på vej på design-fronten, der skal minimere distraktioner, lyder det.