Apple er klar med en ny version af sin MacOS, døbt ’Ventura’, som kan hentes fra i dag mandag.
Her diskes kun op med små visuelle overhalinger, blandt andet i systemindstillinger, og der satses primært på at gøre det let at tilgå, dele og finde alt fra filer, fotos og apps på Mac-enheder.
Herunder får du oversigten over, hvad der venter brugere af MacOS Ventura.
Safari: Verdens hurtigste og mere sikkerhed
Apple har givet sin indbyggede browser en performance-overhaling, der ifølge selskabet skulle gøre Safari til klodens hurtigste browser. Samtidig skulle det bidrage til at gøre den til den mest strømeffektive browser på Mac.
Med det nye Safari styrkes selskabets automatiske sign-in metode, som genererer automatiske login og passwordoplysninger til en side eller tjeneste, som er end-to-end krypteret.
Ud over den ekstra ydelse og sikkerhed giver den nye Safari mulighed for at sammenlægge faner, for at give et bedre overblik. En klynge af faner kan samtidig sendes som en samlet pakke til øvrige Mac-brugere, når der deles links.
Det nye Spotlight
Multi-søgeværktøjet i MacOS gaber nu over endnu mere indhold ved fremover at kunne give relevante resultater både blandt dine billeder, beskeder, noter, apps og internettet.
Selv tekst inde i dine fotos vil blive indekseret og kan hentes frem med det nye spotlight.
Søgeresultaterne vil byde på mere indhold hvor previews vil vise kontekstuel indhold når det gælder søgninger på blandt andet kontakter, musik, fil, tv-serier, sport og finans.
Spotlight kan også bruges til hurtigt at tilgå app-funktioner, såsom indstilling en timer eller en alarm i ur-appen eller få navnet på en sang via Shazam.
Mail- og beskedforbedringer
Apples indbyggede mail-klient bliver styrket med en stribe greb, der skulle lette hverdagen.
Mest anvendligt bliver givetvis muligheden for at fortryde afsendelse af en e-mail, eller koordinerede afsendelse som giver mulighed for at planlægge en afsendelse eller få en påmindelse om at sende en follow-up mail.
Dertil kommer en rigere søgefunktion, hvor tekstforslag dukker på automatisk og muligheden for indlejring af ’rich links’, som eksempelvis giver et preview af en hjemmeside, der linkes til.
Besked-app’en får glæde af lignende overhalinger, med mulighed for at redigere eller helt fortryde dem, efter at de er afsendt.
Besked-app’en fungerer samtidig med Shareplay, hvor serier eller musik kan kommenteres over beskeder i realtid.
Lynhurtigt skift mellem apps
En ny app-visning døbt ’Organisator’, slår apps sammen i en stribe bakker på venstre siden af skærmen, så du hurtigt kan skifte fra en app til en anden med blot et enkelt klik.
Disse kan også inddeles i brugervalgte bakker efter tema, opgave eller projekter, mens de kan placeres, så det passer med dit work-flow.
Flere delemuligheder i fotos
Fotos og iCloud spiller nu sammen, så der kan dannes et samlet fotobibliotek til familien, hvor op til seks brugere kan deles fotos og videoer i et sted.
Når der skal deles fotos kommer tilmed nye filtre, hvor der kan søges efter bestemte personer eller datoer, hvor billeder skal deles.
Inden for delte biblioteker får brugerne mulighed for at tilføje, redigere og slette billeder, mens tilføjelser som favoritter eller tags synkroniseres på tværs.
Vil du omvendt gerne holde nogle fotos skjult eller slette dem, vil de kræve at man logger ind med Touch-ID for at få adgang.
Brug din iPhone som webcam
Det indbyggede kamera i din Mac er med al sandsynlighed slet ikke i nærheden af at være lige så godt som det, du finder i din iPhone.
Derfor giver Apple ny mulighed for at streame fra din mobils primære kamera – det gode af dem eller det ultravidvinklede – og derved få langt bedre eller langt bredere visning end ellers.
Du kan endda bruge mobilens portrætfunktion til at sløre baggrunden i realtid.
Det kommer på sigt
Ud over de nævnte nyheder brygger Apple også på en interessant app kaldet ’Freeform’, som skal gøre det lettere at samarbejde om projekter.
Freeform er bygget op som en slags digital whiteboard, hvor filer, dokumenter, videoer, lydfiler og links også kan deles.