I dag ender hovedparten af de digitale annoncekroner i de nordiske lande i lommerne på de digitale giganter som Google, Apple og Facebook og ikke hos lokale medieselskaber.
Det viser en ny rapport fra Nordisk ministerråd og Nordicom ved Göteborgs universitet, skriver Computerworlds norske søstermedie.
“Nordiske nyhedsmedier i global konkurrense: Nyhedsjournalistikkens vilkår i den digitale platformsøkonomi” er titlen på rapporten, og den viser, at de nordiske markeder for digital annoncering har ændret sig voldsomt siden 2016.
“De globale platformselskaber har i dag positioner på det nordiske mediemarked, som gør, at de kan påvirke konkurrenceforholdene på centrale dele af det digitale mediemarked”, siger Tobias Lindberg, forsker ved Nordicom, som er et center for nordisk medieforskning ved Göteborgs universitet.
Det anslås, at 72 procent af de digitale reklamekroner i Sverige sidste år blev investeret i ikke-nordiske platforme. I Danmark og Finland anslås den tilsvarende andel at være 64 procent, mens den i Norge var omtrent 59 procent.
På Færøerne, Grønland og Island var de digitale giganters andel af reklamekronerne noget mindre.