IBM’s sats på hybrid-cloud tegner ganske godt. På basis af selskabets regnskab for tredje kvartal regner IBM med, at årets omsætningsvækst bliver endnu bedre en forventet trods problemer med en stærk dollar. Det skriver Reuters.
Efter udskilningen af IBM’s legacy-forretning i selskabet Kyndryl opnår IBM tocifrede vækstrater i tredje kvartal både på tværs af alle selskabets forretningssegmenter og på tværs af geografi.
Cloudomsætningen voksede med 11 procent. Efterspørgslen er ganske solid på det amerikanske kontinent, mens den viser svaghedstegn på europæiske nøglemarkeder. 60 procent af IBM’s omsætning kommer fra markeder uden for USA.
Forventningen er dog, at den digitale transformation overalt i verden gør IBM’s palette af ydelser ganske modstandsdygtig i en tid med økonomisk tilbagegang.
Omsætningen i kvartalet landede på 14,2 milliarder dollars svarende til godt 108 milliarder kroner. Det er noget højere end de 13,5 milliarder dollars, som analytikere havde forventet.
Resultatet i kvartalet landede på et minus på 3,2 milliarder dollars svarende til godt 24 milliarder kroner mod et overskud i tilsvarende kvartal sidste år på 1,1 milliarder dollars. Underskuddet skyldes en engangsudgift i forbindelse med en pensions-sag på 5,9 milliarder dollars svarende til næsten 45 milliarder kroner.