Microsoft er nu klar til at betale danske medier for indhold, der bliver delt i selskabets søgemaskine Bing. Det skriver Finans.
Danske Pressepublikationers Kollektive Forvaltningsorganisation, DPCMO, har indgået en såkaldt forståelsesaftale med Microsoft.
Aftalen betyder, at Microsoft anerkender, at danske medier har ret til betaling for indhold, og at selskabet vil indgå en licesaftale om deling af indholdet i Bing.
Microsoft er det første selskab, der underskriver sådan en aftale.
I den fælles skrivelse lyder det, at ”Microsoft og DPCMO deler en fælles forståelse af behovet for et fair vederlag for brug af indhold fra danske pressepublikationer under EU og dansk ophavsretslov for at sikre bæredygtigheden i medieindustrien”.
Ifølge DPCMO kan det sagtens tage et halvt år, før en egentlig licensaftale er forhandlet på plads.
DPCMO har haft en tilsvarende dialog med Facebook, Apple og Google i mere end et år uden at opnå nogen resultater, men håbet er, at forståelsesaftalen med Microsoft kan fungere som løftestang for den proces.