Det er et stykke cpu-historie, der bliver skrevet, når Intel denne måned sender sine Pentium og Celeron processorer på endegyldig pension i 2023.
Fra og med det næste år, vil de to navne ikke længere være at finde i selskabets portefølje, som fremover blot vil hedde en Intel-processor, efterfulgt af et modelnummer.
Brandet Pentium, som debuterede i 1993, får dermed 30 år på markedet – en historisk lang levetid i en branche, hvor generationskift foregår på årlig basis.
Det er derfor også blevet til en stribe af historiske og mindeværdige modeller i årrækken, som fortjener et gensyn.
Pentium - 586’eren, som udeblev
Intels allerførste Pentium processor skulle oprindeligt have et talbaseret navn, i tråd med de 286-, 386- og 486-serier, der kom forud for den.
Op til lanceringen i 1993 sandede Intel dog, at et navn ville være nemmere at markedsføre og beskytte fra kopister end tallet 586.
Her tog Intel udgangspunkt i sin første superscalar-arkitektur, kaldet P5, hvilket gjorde det muligt at udføre flere instruktioner ved en enkel frekvenstakt.
Frekvenserne var dog reducerede til at starte med, mens softwaren skulle optimeres til at udnytte parallelle opgaver, hvilket fik 486-baserede designs til fortsat at være konkurrencedygtige et stykke tid.
Pentium Pro – til mere end sjov
Mens Intels Pentium-kollektion mødte stadig kraftigere konkurrence, gjorde den mere professionelt indrettede version, Pentium Pro og dennes server-fokus, indtryk.
Dennes avancerede ’Out-of-order’ arkitektur og ’L2 cache’ gjorde processoren i stand til at levere langt højere ydelsen ved hver frekvenstakt.
Arkitekturen gjorde den velegnet til at fungere i dual eller quad-konfigurationer, som blev enhver edb-entusiast våde drøm.
Den performede endda i kæmpemæssige opsætninger, såsom dengangs vildeste supercomputer, ’ASCI Red’ – hvor knap 10.000 Pentitum Pro processorer i 1997 sammen rundede teraflop-milepælen (1.000 milliarder udregninger per sekund).
Tyve år senere matchede Intel den regnekraft i enkel bæst af en CPU- den 18-kernede Core i9-7980XE.
Designet var så succesfuldt, at det levede videre i den mere forbrugerrettede Pentium II med et dedikeret MMX-instruktionssæt til ’multimedia’-brug. Lige noget der kunne gøre forskellen, når de små videoklip i Microsoft Encarta leksikonet, skulle afspilles.
Til professionelt brug udkom den første Xeon-processor: Pentium II Xeon.
Celeron – til mere end stramme budgetter
Mens Intel dominerede i de dyreste segmenter, kunne selskaber som AMD, Transmeta og Cyrix underbyde chip-giganten med pentium-lignende processorer.
Det fik Intel til 1998 at introducere en budgetvenlig ’Celeron’-serie, som udmærkede sig ved at være Pentium II-processorer, hvor den dyre ’cache’-lager var sparet væk.
En enkel model fik dog entusiasterne opmærksomhed: A-modellerne – som fortsat den vigtige cache at arbejde med, og her kunne den billigste ’300A’ endda snydes til at arbejde med halvanden gange højere frekvens.
Overclocking som fænomen blev udbredt, da man her fik få ydelsen fra en langt dyrere Pentium II serveret til lavpris, som netmediet Anandtech dengang noterede.
Pentium III - gigahertz-vinderen
Omkring årtusindskiftet nærmede Intel og ærkerivalen AMD sig den forjættede gigahertz-frekvensmur på 1.000 MHz.
Den blev rundet i marts 2000 lige omkring det tidspunkt, hvor dotcom-boblen var få øjeblikke fra at springe.
Pentium III fik sig også en dedikeret mobil-variant, som brillerede ved at introducere variable frekvenser i det, som Intel kaldte for ’Speedstep’.
Denne blev samtidig forgænger til det, der skulle blive Intels første rent mobilfokuserede processorer: Pentium M i 2003.
Pentium 4 og D - varmemareridtet
Intels dominans blev i begyndelsen af nullerne i stigende grad udfordret af konkurrenterne, men det løste Intel ved at sigte efter stadigt højere frekvenser i sine Pentium-processorer.
Pentium 4’s Netburst-arkitektur skulle kunne arbejde ved stadig mere svimlende frekvenser, lød det, med planer om at levere 20 GHz-processorer en gang i 2010.
I perioden 2003 til 2005 viste strategien sig at være en evolutionær blindgyde. Ekstrem varmeudvikling opstod allerede ved tre gigahertz og man nåede ikke engang de fire gigahertz som ønsket. I dag er det fortsat kun enkelte Intel-processorer, der kan snurre over de fem gigahertz.
Varmekvababelserne blev tilmed kun skærpet af, at Intel samtidig valgte at lancere de hidsige processorer i dual-core varianter.
Strømforbruget kulminerede i 2005 med Pentium Extreme Edition og dennes for datiden vilde strømforbrug på 130 watt ved 3,73 GHz.
Pentium M og Core – det store comeback
Mens Intel døjede med at styre varmeudledningen fra sine processorer, havde det israelske ingeniør-team bag Pentium M sideløbende kreeret en arkitektur, der brillerede med høj ydelse ved moderat strømforbrug.
En Pentium M ved 1,7 GHz kunne matche en Pentium 4 ved 2,6 GHz – mens den samtidig brugte fire gange mindre strøm.
Den processor-serie var så lovende, at den i 2006 lagde grundlaget til Intels Core-familie, som overtog Pentium M-familiens strømeffektive arkitektur og styrkede den med 64-bits understøttelse.
Henvist til tilbudshylderne
Mens Core og efterfølgende Core 2 fik Intel blæste alternativerne fra AMD’s Athlon X2 serie af banen, levede Pentium-navnet videre som en budget-variant af Core-processorerne
Celeron-produkterne røg endnu et trin ned i hierarkiet og blev oftest tildelt til desktop- og bærbar-varianterne af Intels mobil-satsning, atom-processorerne.
Siden blev serien delt op i guld og sølv-serier, hvor ingen af delene dog rigtig funklede, med Pentium 'guld' processorer som low-end versioner af Core-processorerne og silver-modellerne som sløve atom-baserede cpu'er til intet mere end de mest basale behov.