Mikroprocessoren er nu for alvor et midaldrende bekendtskab.
For netop 50 år siden så den første kommercielt tilgængelige mikrochip dagens lys.
15. november 1971 udkom Intels allerførste integrerede mikrochip, hvor selskabet vendte op og ned på den gryende halvleder-industri ved at tilbyde en enkel, rudimentær chip, som kunne programmeres i stedet for at bygge på opgave-specifikke kredsløb.
"Mikroprocessoren blev jo opfundet, fordi man opgav at lave komplicerede kredsløb. Man fandt ud af, at det var lettere at lave en programmerbar processor," noterede professor Brian Vinter allerede ved sidste jubilæum.
Men Intel 4004 banede også vejen for en stribe historiske processorer fra selskabet, som også fortjener at blive mindet.
Her får du historierne om Intels højdepunkter og deres betydning for selskabet.
Intel 8008/8080/8085 – den spæde begyndelse
Intel 4004 var revolutionerende, men den var også begrænset.
Frekvensen, der blev arbejdet med, var blot 740 kHz, mens der samtidig blot kun arbejdes med 4-bits båndbredde og 12-bits registre.
Det gav dog mulighed for at bearbejde 92.000 operationer per sekund, svarende til 0,092 MIPS.
Blot et halvt senere, i april 1972, introducerede Intel den naturlige afløser, Intel 8008, som med den dobbelte båndbredde og 14-bits registre kunne anvendes til mere end blot enkle regneopgaver.
Med den øgede regnekraft og bredere anvendelighed kunne Intel 8008 danne grundstenen i den første mikrocomputer, franske ’Mikral N’ i 1973.
Intels 8008 blev også hurtigt overhalet af Intels egen 8080’er i 1974 , som hurtigt blev en af klodens mest udbredte mikroprocessorer med sin langt højere frekvenser på over 2.000 kHz, mulighed for 16-bits registre samt en mere avanceret printteknologi, der kunne klemme dobbelt så mange transistorer på denne samme plads.
Nu kunne der leveres 0,43 MIPS.
Intel 8086 - nestoren
Udvidelsen af 8080’eren blev dog Intels helt store trumf.
Her øges båndbredden til 16-bit, mens der kunne arbejdes med 20-bits registre, og der samtidig blev introduceret den såkaldte ’x86’ arkitektur, et instruktionssæt, som anvendes den i dag.
Med arbejdsfrekvenser op til 10 Mhz kunne Intel nærme sig en million instrukser per sekund (0,75 MIPS).
Det avancerede instruktionssæt gjorde 8086 til en længelevende sag, der blev fremstillet fra 1978 og frem til 1998.
8086’erens nære slægtning, 80186, gjorde også utrolig lang karriere som processor eller kontroller til integrerede systemer fra 1982 og frem til 2007.
Intel i486 – performance-kongen
Mens Intels 386-familie sejrede, gjorde afløseren, designet under nuværende Intel CEO Pat Gelsingers ledelse, rent bord i 1989.
Med Intel i486 i den kraftfulde DX-variant rundede selskabet over 70,7 MIPS, mens frekvenserne fik et boost op til 100 MHz i 1994.
Succesen gjorde dog, at flere kopierede processoren med succes. Ærkerivalen AMD nåede endda at udgive sin egen version med 120Hz frekvenser.
Ydelsen af Intels 486-processorer var samtidig så høj, at ’P5’-afløseren, som Intel af markedsføringsgrunde kaldte ’Pentium’, fik svært ved at trække fra.
Pentium Pro – til mere end hjemmepc’en
Mens Intels Pentium-kollektion mødte stadig kraftigere konkurrence, gjorde den mere professionelt indrettede version, Pentium Pro og dennes server-fokus, indtryk.
Dennes avancerede ’Out-of-order’ arkitektur og ’L2 cache’ gjorde processoren i stand til at levere langt højere ydelsen ved hver frekvenstakt.
Ved 200 MHz kunne der diskes op med 541 MIPS.
Inde i den dengang vildeste supercomputer, ’ASCI Red’, blev processoren den første, der nåede teraflop-milepælen (1.000 milliarder udregninger per sekund).
Designet var så succesfuldt, at det levede videre i Pentium II til de brede forbrugere sammen med et dedikeret MMX-instruktionssæt til ’multimedia’-brug.
Celeron – budget-krigeren
Mens Intel dominerede i de dyreste segmenter, kunne selskaber som AMD, Transmeta og Cyrix underbyde chip-giganten med pentium-lignende processorer.
Det fik Intel til 1998 at introducere den budget-venlige ’Celeron’-serie, som udmærkede sig ved at være Pentium II-processorer, hvor den dyre ’cache’-lager var sparet væk.
A-modellerne havde dog ekstra cache at arbejde med, og computere med den billigste ’300A’ variant kunne snydes til at arbejde med halvanden gange højere frekvens, hvilket gjorde såkaldte ’overclockere’ i stand til at få ydelsen fra en langt dyrere Pentium II til lavpris, som netmediet Anandtech dengang noterede.
Pentium III - gigahertz-kapløbet
Omkring årtusindskiftet nærmede Intel og ærkerivalen AMD sig den forjættede gigahertz-frekvensmur på 1.000 MHz.
Den blev rundet i marts 2000 lige omkring det tidspunkt, hvor dotcom-boblen skulle til at springe.
Pentium III fik sig også en dedikeret mobil-variant, som brillerede ved at introducere variable frekvenser i det, som Intel kaldte for ’Speedstep’.
Denne blev samtidig forgænger til det, der skulle blive Intels første rent mobilfokuserede processorer: Pentium M i 2003.
Pentium 4 og D - varme-muren
Intels dominans blev i begyndelsen af nullerne i stigende grad udfordret af konkurrenterne, men løsningen skulle komme i stadigt højere frekvenser.
Pentium 4’s Netburst-arkitektur skulle kunne arbejde ved stadig mere svimlende frekvenser, lød det, med planer om at levere 20 GHz-processorer en gang i 2010.
I perioden 2003 til 2005 viste strategien sig at være forfejlet, da selskabet på grund af ekstrem varmeudvikling fra processorerne døjede med at runde de tre gigahertz og aldrig nåede de fire gigahertz som ønsket.
At Intel samtidig valgte at lancere de hidsige processorer i dual-core varianter hjalp ikke.
Strømforbruget kulminerede i 2005 med Pentium Extreme Edition og dennes for datiden vilde strømforbrug på 130 watt ved 3,73 GHz.
Pentium M og Core – det store comeback
Mens Intel døjede med at styre varmeudledningen fra sine processorer, havde det israelske ingeniør-team bag Pentium M sideløbende kreeret en arkitektur der brillerede ved sit lave strømforbrug.
En Pentium M snurrende ved 1,7 GHz kunne matche en Pentium 4 ved 2,6 GHz – mens den blot forbruger en fjerdedel af strømmen.
Den processor-serie dannede efterfølgende grundlag til Intels Core-familie, som blev en 64-bit variant af Pentium M-familien.
Med Core og efterfølgende Core 2 fik Intel uhyre kraftige modtræk til AMD’s Athlon X2 dual-core processorer.
Da Intel i 2007 løftede sløret for quad-core varianter, Q6600 og Q6700, kunne AMD ikke længere følge med.
Intel Core i7 - intet match
Igennem nullerne indførte Intel sin såkaldte ’tik-tok’-strategi, hvor der årligt skulle præsenteres enten en ny fremstillingsteknik eller en ny arkitektur.
Denne hastige iterations-tråd kulminerede i 2011, hvor selskabet introducerede den sejlivede 2600K topprocessor i Core i7-serien.
Med sin avancerede fremstillingsteknik og arkitektur, skulle der gå mange år, før AMD igen var konkurrencedygtig i ydelse og strømforbrug med en processor som den nogenlunde tilsvarende Ryzen 1500X.
Intels otte-kernede Xeon-processorer kunne ingen hamle op med.
Intels 12. generation – genoprejsningen?
Mens Intel indledte 10'erne med et gevaldigt forspring, endte årtiet med det ene hug efter det andet for selskabet.
Intels satsninger indenfor mobil-segmentet fejlede på stribe, mens AMD halede gevaldigt ind på Intel ved hver generation af sin Ryzen-processorer.
Ved sidste nytår så Intels processor-kollektion kedelig ud i forhold til AMD’s stjerner.
I AMD-lejren blev der disket op med flere kerner i både laptop-, desktop- og server-land. Samtidig var de enkelte kerner konkurrencedygtige i de fleste discipliner.
Intels nyeste modtræk i den såkaldte ’Alder Lake’ arkitektur har dog meget af det der skal til, for at fravriste performance-kronen fra AMD. Om ikke andet kortvarigt
Selskabet skal dog tage sig i agt for AMD’s næste generation og den voksende skare af nye processor-producenter med Apple som den måske mest imponerende alternative CPU-producent med sine M1-muskelprocessorer.