Tech-giganten Microsoft vil ikke markere opslag på sociale medier, der virker falske, da selskabet vil undgå et udtryk af, at man prøver at censurere fri tale og ytringsfrihed på internettet.
Det fortæller en af de absolutte topfolk i Microsoft Brad Smith, som har titlen president og er næstkommanderende efter CEO Satya Nadella, til Bloomberg.
"Jeg tror ikke, at folk ønsker, at regeringer skal fortælle dem, hvad der er sandt eller falsk," siger Brad Smith til mediet og fortsætter:
"Og jeg tror heller ikke, de er interesserede i at få teknologivirksomheder til at fortælle dem det."
Microsoft, som blandt andet ejer det sociale medie LinkedIn og søgemaskinen Bing, skal således forsøge at finde andre veje til at forebygge og undgå fake news.
Mere information
Selskabet har for nylig investeret i informationsoperationsanalytikere og værktøjer til at spore propagandakampagner. Disse er blandt andet blevet brugt til at kæmpe mod formodede russiske, iranske, kinesiske og nordkoreanske statshackere, skriver Bloomberg.
"Vi vil undersøge, hvordan vi kan gøre det i forbindelse med indflydelsesoperationer," sagde Tom Burt, Corporate Vice President for kundesikkerhed og tillid hos Microsoft til mediet.
Lige nu fokuserer Microsoft på at spore desinformationskampagner, der retter sig mod deres private og offentlige kunder, og offentliggør kampagnernes eksistens.
Microsoft har blandt andet udgivet rapporter om russisk cyberspionage og desinformation og har også meldt ud, at synligheden af russiske medier ved blandt andet at fjerne RT (Russia Today)-appen fra Windows’ app-butik, men selskabet vil ikke direkte markere opslag på SoMe.
I stedet lyder det, at Microsoft vil have fokus på at give folk mere information.
"Hele vores tilgang skal være at give folk mere information, ikke mindre, og vi kan ikke snuble over og bruge, hvad andre måske betragter censur som en taktik," siger Brad Smith.
Det bliver dog ikke mere konkret på nuværende tidspunkt, end at tech-giganten vil være forsigtig med at censurere og gerne vil informere.
Microsoft annoncerede i juni opkøbet af desinformations- og cybertrusselsanalysefirmaet Miburo.