Begyndelsen af september er et begivenhedsrigt tidspunkt for Apple, for det er traditionelt der, hvor selskabet løfter sløret for selskabets nye iPhones samt en masse andet hardware.
I år er ingen undtagelse, da Apple denne uge udsender invitationer til et lanceringsevent den 7. september.
Årets hardware-begivenhed lanceres under overskriften ’Far out’, og indikerer en slags kosmisk dimension til eventet med et, hvad der ligner, et æble-logo retoucheret ind i et foto fra James Webb rumteleskoppet.
Apples iPhone 14 kollektion vil med al sandsynlighed være til stede med, hvad der en serie på familie på fire telefoner.
iPhone 14 kollektionen
Apples nye iPhone portefølje bliver igen opdelt i almindelige og Pro-modeller. Den diminutive iPhone mini bliver dog aflivet og i stedet træder en større iPhone 14 ’Max’ til, som en billigere pendant til iPhone 14 Pro Max med den 6,7 tommer store skærm.
De nye Pro-telefoner vil kunne kendes på en pille-formet udskæring til selfie-kameraet i stedet for den udskældte ’notch’ der har huset selfie-kamera og face-ID sensor siden iPhone X udkom i 2017.
Pro-modellerne skulle ifølge netmediet Macrumors få en gevaldig overhaling på kamerafronten, med 48-megapixel kameramoduler, som blandt andet giver mulighed for 8K-optagelser.
De heftige fotoevner understøttes af en ny A16-processor, som dog er forbeholdt Pro-kollektionen. Med denne skulle følge en ny køleteknik, baseret på dampkamre, til at tillade højere ydelse og strømforbrug.
De billiger iPhone 14 modeller vil i stedet fortsætte med den A15 processor, der i dag findes inde i iPhone 13 telefonerne.
Dermed bliver det første gang, at Apple tilbyder to forskellige performance-niveauer i sin nye iPhone-kollektioner, hvilke også indikerer, at der kan komme et større prisspænd mellem de to serier end hidtil.
Eksploderende iPhone 14 priser bliver et potentielt emne for de danske iPhone-købere. Efter halvandet år med galoperende inflation og en dollarkurs på himmelflugt, kan der forventes noget af et prischok, på de kommende iPhones.
Apples seneste lancerede model, Macbook Air med M2 processor, blev eksempelvis en tredjedel dyrere end sin forgænger, da den debuterede i handlen i juli 2022.
Det helt store samtalemne kan også vise sig at være hvorvidt Apples Lightning-stik får lov til at forblive, eller hvorvidt det helt udfases til fordel for trådløs opladning eller USB-C standarden.
Mulig overraskelse
Til eventet er der også mulighed for en bred vifte af nyheder fra selskabet, såsom en ny Watch-kollektion, som blandt andet skulle byde på et større, dyrere Watch Pro i ’Max’ størrelse med ekstra stort batteri.
I kølvandet på iPhone-nyhederne vil Apple slippe de nye iOS 16 og iPadOS 16 styresystemerne.
En mulig overraskelse kan også dukke op, med præsentationen af Apples længe rygtede Augmented Reality satsning i form at et dedikeret headset til at åbne op for de virtuelle oplevelser.