Det israelske softwareselskab NSO sætter topchef Shalev Hulio og 100 af sine medarbejdere på porten efter massiv kritik af hovedproduktet Pegasus.
Pegasus regnes for at være blandt verdens mest effektive spion-programmer.
Det frygtede program kan i det skjulte anvendes til at sikre sig fuld adgang til andres telefoner - inklusive kameraer og mikrofon, billeder, apps og alt andet samtidig med, at det er næsten umuligt at spore.
Programmet er så effektivt, at EU mener, at det er en trussel mod vores fundamentale rettigheder til privatliv og vil derfor have det helt forbudt.
NSO Group har altid fastholdt, at spyware-programmet er udviklet til at blive anvendt af stater til bekæmpelse af terrorister og forbrydere.
Det er i sagens natur en uholdbar kommerciel situation for ethvert selskab, der ønsker at sælge sit produkt og tjene penge på det.
Årsagen til den store omstrukturering er da også, at slå et ordentligt slag for, at Pegasus fremover alene skal anvendes til ‘retfærdige og værdige formål,’ lyder det fra NSO Group.
Vil satse på de 30 Nato-lande
Det betyder, at NSO Group fremover vil satse på de 30 Nato-lande som kunde-emner - og altså ikke andre lande i verden, som kan anvende Pegasus til at fremme egne interesser.
“Selskabets produkter er fortsat meget efterspurgte af stater og myndigheder på grund af den banebrydende teknologi og deres dokumenterede evne til kriminalitets-bekæmpelse,” meddeler NSO Group.
Selskabet har altid holdt sin kundeliste hemmelig, men har fastholdt, at Pegasus alene anvendes af regeringer og lignende i jagten på terrorister, pædofile, hårdkogte kriminelle og lignende.
Det er tidligere kommet frem, at den berygtede spyware er blevet anvendt i blandt andet Ungarn, Saudiarabien, Spanien, Indien, Frankrig og Uganda.
Fornylig afslørede blandt andet avisen The Guardian, at Pegasus blev anvendt til at overvåge den franske præsident Emmanuel Macron samt næsten hele den franske regering.
Også en lang række journalister, aktivitister og politikere i blandt andet USA er blevet overvåget med Pegasus.