En dag tilbage.
Op mod 40.000 danske virksomheder mangler fortsat at få indberettet oplysninger til Skattestyrelsen. Og når de det ikke inden deadline i morgen torsdag 7. juli, vanker der skattetillæg for hver dag, der går.
Det var egentlig i sidste uge, at der var frist for skatteindberetningerne. Men et NemID-nedbrud og derefter et stort pres på selskabsskattesystemet (TastSelv-Erhverv DIAS) afstedkom, at virksomheder gennem flere dage ikke kunne indberette oplysningerne.
Derfor udskød Skattestyrelsen den såkaldte oplysningsfrist.
Men noget tyder altså på, at der nu kan være gået sommerferie i den rundt om hos danske økonomiafdelinger og revisorer.
"Siden fristen blev udsat torsdag i sidste uge, har vi konstateret en uventet lav aktivitet i vores systemer. Der er rigelig kapacitet lige nu, men der er få virksomheder logget ind på TastSelv, og vi modtager kun få digitale oplysningsskemaer – der er kapacitet til at modtage mange flere," lyder det fra Kenneth Joensen, der er selskabsskattedirektør i Skattestyrelsen, i en udsendt meddelelse.
'Kapaciteten er ikke uendelig'
Skattestyrelsen har ellers tilføjet ekstra computerkraft på de servere, hvor TastSelv-Erhverv DIAS kører, og der er derefter blevet gennemført ekstra tests.
Men alligevel mangler Skattestyrelsen altså fortsat cirka 40.000 oplysningsskemaer fra selskaberne.
Men hvis alle selskaberne venter til sidste øjeblik med at indberette, kan systemerne blive presset endnu en gang lyder det.
"Det vil være ærgerligt, hvis ikke selskaberne udnytter dagene, som forlængelsen af oplysningsfristen har givet. Mulighederne er der, og det vil være uhensigtsmæssigt, hvis alle 40.000 oplysningsskemaer bliver indberettet i sidste øjeblik – vores kapacitet er ikke uendelig, og vi kommer næppe til at udsætte fristen en gang til," udtaler Kenneth Joensen.
Hvis et selskab ikke når at indsende oplysninger til Skattestyrelsen inden den nye frist 7. juli, bliver selskabet pålagt skattetillæg for hver dag oplysningerne er forsinket.